Vi er da glade, ikk?
Sidste gang der kom en status fra alle beboerne bag den røde dør, var august 2017.
Grunden er ikke, at det har været et dårligt år, men derimod, at vi sjældent har været hjemme samtidig og det derfor har været svært for mig at at give en opdatering på, hvordan det går os alle fem – Sårbarheden, Skizotypien, Depressionen, Ensomheden og jeg.
Der er egentlig en ret fin udsigt, heroppe på toppen. En udsigt de fleste mennesker oplever i deres liv og som er nem at tage forgivet. Jeg har tit tænkt over udsigten og hvordan mon mit liv ville se ud fra den vinkel, men jeg har aldrig turde håbe på selv at komme til at opleve den. Håb er ikke det jeg har haft mest af i mit liv.
En kæmpe portion ærlighed har ligget gemt i en lille æske på én af de mange lagerreoler der står side om side inde i mit hoved. På æsken står der “8. juni 2016”.
Den har ligget der i et helt år og for få dage siden fandt jeg den frem og pustede det centimeter tykke lag støv af. I æsken lå en nedfældet beskrivelse af, hvordan det var at være mig for et år siden. En beskrivelse der indeholdt så meget ærlighed at jeg har måtte gemme den væk i en forseglet æske, fordi jeg ikke før nu har kunne rumme det.
…sådan føles det i hvertfald.
I et godt stykke tid har jeg gået rundt med hovedet i skyerne og set verden oppefra. Det er jo ikke sket så mange gange i mit voksne liv, så jeg suger alt det gode ud af de lyserøde skyer og håber det varer lidt tid endnu.
Jeg har de første fire måneder af 2017, haft en mængde energi jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke har haft i 10 år. Jeg ved ikke, hvor den præcis kommer fra.
Det går godt for tiden. Sådan rigtig godt faktisk.
Min kalender er hver dag fyldt til kanten og presser jeg flere aftaler, projekter og gøremål ind, flyder den over. Der er mange ting, og jeg ville da lyve hvis jeg påstod at jeg slet ikke var stresset. Jeg hæfter mig dog ved, at det 90% af tiden er stress på den gode måde og at jeg kun er bukket under for presset og løbet tudende hjem én gang på 3 måneder. Det er stort!