1-0 til mig!

Dagen før jeg startede i praktik i forbindelse med mit pædagogstudie, skrev jeg et succeskriterie ned på en lap papir. Det følte jeg, at jeg var nødt til fordi jeg stod overfor et kæmpe bjerg jeg skulle bestige og ikke havde den fjerneste idé om, hvor god form jeg var i.

Ville jeg give op inden rejsen begyndte? Ville jeg komme igennem den første dag eller kun den første time? Ville jeg have kræfter til at kæmpe mig over det første bjergpas eller ville jeg vende om og stakåndet flygte hjem bag den røde dør og gemme mig under dynen sammen med sårbarheden? Jeg havde ikke den fjerneste idé og når jeg ikke ved hvad jeg kan forvente, kommer uforudsigeligheden og banker på. Den er bestemt ikke ønsket og jeg formår aldrig at holde den ude når først den er dukket op. Det er en gæst jeg SKAL lære at kende, for den er uundgåelig og vil være det resten af mit liv.

Uforudsigeligheden gør mig nervøs hvilket fremprovokerer stress. Stress resulterer i symptomer og selvmordstanker og så er vi tilbage bag den røde dør, i fosterstilling under dynen. Der nægter jeg at tilbringe resten af mit liv og derfor må jeg, selvom den skræmmer mig, trodse uforudsigeligheden, for at finde ud af hvilken form jeg er i og hvad jeg kan klare når jeg går ud og smækker den røde dør bag mig.

Den mandag morgen, hvor jeg første gang i 1162 dage skulle op for at gå på arbejde, foldede jeg den lille lap med det nedskrevne succeskriterie og puttede den i lommen. Der blev den liggende mens jeg gik fra min lejlighed op til toget og mens jeg sad i toget og stirrerede på de røde prikker der nærmest fungerede som nedtælling til jeg skulle af. Den lå der også mens jeg gik fra stationen til praktikstedet og da jeg åbnede døren til institutionen, der ironisk nok også var rød. Den lå dér i 8 timer, foldet ligeså fint, med én gylden sætning. Da jeg kom hjem fiskede jeg den op af lommen og selvom jeg vidste, at jeg havde opfyldt mit succeskriterie og mere til, læste jeg alligevel sætningen højt; “Mød til tiden, den første dag” og klappede mig selv på skulderen, mens jeg takkede sårbarheden for at træde et skridt tilbage og give mig plads til at komme fremad.

Jeg mødte til tiden, hver dag i 7 uger, jeg skrev en opgave og bestod den mundtlige eksamen, men vigtigst af alt passede jeg et arbejde for første gang i 1162 dage og opdagede, at jeg havde savnet myldretiden og at den aldrig bør tages for givet.

Det er et af de vigtigste bjerge jeg har besteget længe og jeg bliver stående på toppen for at nyde udsigten, lidt endnu. Det er ret skønt for en gang skyld at se det hele oppefra.

You may also like

1 kommentar

  1. Kære Marie.
    Jeg havde det nogenlunde som du beskriver inden. Følte som du gjorde første dag og de efterfølgende 32 arbejdsdage. Jeg er nu efterladt med samme følelse af sejr som du.
    Så 2-0 til os

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *