Alle de skridt jeg har gået på et år

En kæmpe portion ærlighed har ligget gemt i en lille æske på én af de mange lagerreoler der står side om side inde i mit hoved. På æsken står der “8. juni 2016”.

Den har ligget der i et helt år og for få dage siden fandt jeg den frem og pustede det centimeter tykke lag støv af. I æsken lå en nedfældet beskrivelse af, hvordan det var at være mig for et år siden. En beskrivelse der indeholdt så meget ærlighed at jeg har måtte gemme den væk i en forseglet æske, fordi jeg ikke før nu har kunne rumme det.

8. juni 2016

“Jeg hader vand. Jeg er tvunget til at drikke fordi medicinen suger hver en dråbe mundvand til sig og efterlader en ørken i min mund. Og hvis ikke det skal føles som om jeg har spist en sandkasse er jeg nødt til at skylde efter ca. én gang i minuttet. Var det ikke på grund af ørkenen ville jeg nok aldrig drikke, for jeg hader virkelig vand.

I livet træder jeg vande konstant og dét var også det eneste jeg var god til dengang i folkeskolen, hvor man var tvunget til at springe på hovedet fra 1 meter vippen. Jeg nåede aldrig dertil fordi jeg imponerede svømmelæreren med hvor længe jeg kunne træde vande. Jeg fik ikke nævnt at jeg jo har trænet hele mit liv.

Mit hoved ligger konstant og vugger i vandoverfladen. Det har været under nogle gange, men popper altid op igen som var det fyldt med luft. I meget lang tid har det flydt ovenpå, mens jeg har brugt alle mine kræfter på ikke at drukne og synke helt til bunds. Uanset hvor rutineret man er i at træde vande bliver man på et tidspunkt træt. Med 26 år holder jeg nok verdensrekorden uanset hvad.

Den 8. juni 2016 blev jeg træt og jeg stoppede med at træde vande. Efter 13 timer, hvor jeg lå og vuggede i vandet med ansigtet nedad, blev jeg reddet. Mod min vilje.” 

8. juni 2017

Sårbarheden er her stadig, men den har efterhånden mange sygedage, hvor den helst bliver under dynen, hjemme bag den røde dør. For hver dag den vælger at blive hjemme, skrumper den og den får sværere og sværere ved at nå mine skuldre. Det er som om den forstår, at jeg ikke vil acceptere at den sluger mine drømme og forhindrer mig i at gøre det jeg vil. Jeg har brugt flere år på at lære den at kende så nu er det tid til, at den lærer mig at kende.

For et år siden stod jeg med en flybillet i hånden og en drøm om at gå et stykke af Caminoen. Men da jeg lige var blevet fisket op af vandet var det svært at samle kræfter til at vandre i tre uger, helt alene.

Et år efter gik turen til Caminoen og den drøm jeg havde sidste år, som sårbarheden formåede at sluge, blev nu til virkelighed. Jeg vandrede ikke alene, men havde den absolut bedste makker ved min side, nemlig min bror. Og så var der selvfølgelig sårbarheden. Den gik ikke ved min side, men havde derimod sneget sig ned i min rygsæk og dermed fået vægten til at stige en smule.

Midtvejs på turen kravlede den ud af rygsækken. Sådan fra det ene sekund til det andet og uden at jeg var forberedt. Den fik mig til at tude så meget, at jeg overså en pil der viste vej og fór vild på Caminoen. Tårerne dannede et slør for mine øjne og samtidig med at jeg var så rasende over at sårbarheden skulle vise sig netop dér, blev den gule pil der viste vej mod Santiago utydelig og jeg gik den forkerte vej.

Et godt stykke inde opdagede jeg, at den menneskemængde jeg havde vandret i var forsvundet og at jeg var helt alene på grusstien. De fodtrin i gruset, jeg havde hørt bag mig, var ikke min bror, men en mand med sine to køer – og så kom panikken.

For en stund glemte jeg, at jeg havde en iPhone i lommen med udlandstelefoni og at jeg ikke befandt mig på Mars, men i et land med telefonsignal, også langt ude på landet. I stedet for at fiske telefonen op af lommen og ringe til min bror, satte panikken skub i mine ben og fik mig til at løbe tilbage. Med 10kg på ryggen, i vandrestøvler, med tilsyrede lægmuskler, trætte fødder og tårerne væltende ned som vandfald fra mine øjne, var det som at være med i et militærløb, hvor jeg ville blive straffet hvis jeg ikke fandt tilbage til flokken af Camino-soldater.

Og der løb jeg. Først en kilometer alene og da jeg nåede skillevejen hvor jeg var gået til venstre og resten af mine kammerater til højre, passerede jeg den ene soldat efter den anden, der kæmpede sig op af stigningerne med deres vandrestave, bøllehatte og lette oppakning, hvilket fik mig til at føle mig som en ægte kriger. En ægte sårbar kriger, der tudende kæmpede sig forbi forhindringerne for så hurtigt som muligt at glide tilbage i geleddet.

Sårbarheden tog kvælertag i et par timer, hvor hverken min bror eller jeg vidste hvad vi skulle stille op. Mens alt var sort og jeg pludselig hilste på både Skizotypien, Depressionen og Sårbarheden, sad vi på en græsmark i 2 timer, uden at sige noget til hinanden.

Det er jo heldigvis sådan, at når man har besluttet sig for at vandre mod et mål, er der kun én ting at gøre. Én meget simpel ting endda. Nemlig at gå. Så det gjorde vi, vi gik og på en eller anden måde lykkedes det mig at efterlade de tre følgesvende på den græsmark, et sted i Nordspanien. Jeg så intet til dem de sidste 50 km.

Måske er det sådan det er nu! De dukker op en gang i mellem og rammer med 120km/t for så stille og roligt at aftage i fart og efter lidt tid falde til jorden. Måske er det sådan det vil være resten af mit liv og det er fint med mig. For hver dag der går, bliver jeg stærkere og de får sværere og sværere ved at holde mig nede. Derfor er jeg ikke længere bange når de banker på og vil ind.

Den 8. juni 2016 forsøgte jeg at begå selvmord! 13 timer senere og med et helt pilleglas i maven blev jeg reddet. Af min mor. Dengang mod min vilje, i dag er jeg hende evigt taknemmelig for, at hun hoppede i efter mig.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *