Alle de ting jeg sagtens kan

Det går godt for tiden. Sådan rigtig godt faktisk.

Min kalender er hver dag fyldt til kanten og presser jeg flere aftaler, projekter og gøremål ind, flyder den over. Der er mange ting, og jeg ville da lyve hvis jeg påstod at jeg slet ikke var stresset. Jeg hæfter mig dog ved, at det 90% af tiden er stress på den gode måde og at jeg kun er bukket under for presset og løbet tudende hjem én gang på 3 måneder. Det er stort!

Stort fordi jeg for et år siden kun lige akkurat kunne magte at stå op og tage tøj på, for ofte at tage det af og gå i seng igen, en halv time senere.

Det går godt for tiden. Så godt, at jeg er kommet til at drømme, at 2017 er året hvor jeg bliver rask. Et par roommates i form af Depressionen og Skizotypien synes for alvor at være flyttet ud. Jeg mærker dem ikke længere når jeg befinder mig bag den røde dør, men hilser ofte på Skizotypien når jeg står ved køledisken i Netto, i myldretiden, og ikke ved om jeg skal have laks eller kylling til aftensmad. Og jeg hilser på Depressionen når jeg cykler forbi Rigshospitalet og per automatik kigger til højre for at se om der er lys og mennesker i fælleskøkkenet på den afdeling jeg boede på i ni måneder.

Sådan er det pt. De holder sig begge på afstand og jeg møder dem kun glimtvis i gadebilledet blandt alle de andre københavnere der cykler forbi Rigshospitalet og handler i Netto i myldretiden.

Skal jeg være hudløst ærlig, har de efterladt et tomrum som jeg nu ikke ved hvad jeg skal putte i. Det lyder måske underligt og jeg er da også glad for, at jeg nu har fået mere plads bag den røde dør og at jeg ikke længere skal slås for at få lov at sidde i den gode ende af sofaen, men de har været en del af mig i flere år og nu er de rejst. Og så endda uden at efterlade et brev, uden at fortælle hvorfor, og om eller hvornår de vender tilbage. Når jeg lige mærker efter, er det meget rart at jeg tilfældigt støder ind i dem hos bageren søndag morgen eller i toget på vej til skole, for på en måde minder det mig om at det hele er virkeligt og at jeg stadig bare er mig.

For første gang i fem år, står jeg op med et smil, spiser morgenmad og smækker den røde dør bag mig, uden at tænke én enkelt tanke om hvordan jeg har det. Hvis det er sådan det er når man har det godt, så har jeg det godt.

You may also like

2 kommentarer

  1. Kære Marie, dejligt og som altid hudløst ærligt indlæg fra dig. Vildt hvordan de negativt ladede følgesvende kan give én tryghed, når de viser sig efter længere tids fravær. Det er så fint og modigt af dig at fortælle om.
    Ønsker dig alt det bedste!
    Så er jeg for øvrigt super taknemmelig for dit gryende venskab med Amalie. I har gang i et vigtig projekt – godt arbejde!
    Kærlige hilsner Sus

  2. Kære Marie.
    Hvilke fantastiske nyheder – jeg er SÅ glad på dine vegne!
    Jeg tror at de af os, som har prøvet at have så mægtige følgesvende som dine, vil kunne nikke genkendende til “savnet” når de dapper af… At du møder dem af og til er vel med til at minde dig om, at ting og tilstande kan ændres.
    Jeg fryder mig over, at du nu uhindret kan vandre videre ud i livet.
    Det bliver spændende at se, hvad du så finder?
    Kærlige knus herfra <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *