At give et knus hvor et håndtryk er kutyme

Depressionen er flyttet ud igen. Måske kun for en stund, men lige nu er jeg lettet. Da jeg vendte hjem mandag morgen og gik ind af den røde dør, mærkede jeg med det samme, at depressionen havde pakket sine ting og var rejst. Den havde ganske vist efterladt lejligheden i en sådan stand, at der skulle gøres hovedrent. Jeg var den mandag morgen endnu ikke ladet fuldt op og tanken om støvsugning, gulvvask og opvask gjorde mig træt. Men lettelsen over at depressionen var smuttet gav mig nok energi til, at jeg kunne overholde dagens aftaler og derimellen svinge støvsugeren.

Når man i lang tid har vippet på kanten til indlæggelse og i flere tilfælde har haft brug for det, kan det virke mærkeligt, at jeg ikke for længst har truffet beslutningen og takket ja til saftevand ad libitum i akutmodtagelsen og en hospitalsseng at sove i. En indlæggelse for mig betyder, at alting går på standby. Det i sig selv kan der være behov for og jeg har også selv oplevet hvor befriende det kan være, når nogen tager en smule ansvar fra dig og lader alting gå i bero. Som mit liv arter sig i øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det hele skal gå på standby. Jeg har ikke lyst til at trække stikket, også selvom det ville være for en kort periode, fordi jeg ikke ønsker at bremse den fremgang jeg har været i.

Hvis jeg lader mig indlægge, overgiver jeg mig og smider håndklædet i ringen. Det skal ikke forståes som at jeg giver helt op, men mere som om jeg lader depressionen vinde og giver den lov til at flytte ind. Jeg har jo allerede besluttet mig for, aldrig mere at give depressionen lov til at tynge mig ned.

Jeg lever mit liv i en fin balancegang mellem at hente hjælp, lade mig indlægge og sætte alting i bero og kæmpe videre og forsøge ikke at sætte farten ned i håb om, at jeg kan fortsætte med at komme videre i livet. Begge dele har sine fordele og ulemper. Generelt er jeg bare træt af konstant at skulle mærke efter om det er i netop dette minut, at jeg trænger til saftevand ad libitum og en hospitalsseng at sove i, eller om jeg kan formå at holde depressionen for døren og måske endda flygte inden den trænger sig igennem.

At jeg denne gang formåede at flygte og dermed valgte ikke at lade depressionen vinde, er jeg mig selv dybt taknemmelig for. Den mandag kom jeg hjem og gik ind af den røde dør, fordi jeg havde valgt saftevand og hospitalsseng fra og netop den mandag, fandt jeg meningen med mit liv!

Min filosofi igennem hele mit sygdomsforløb har været åbenhed. Der er ikke nogen, der ikke må vide, at jeg har en livsledsager i form af min psykiske sårbarhed, at den følger mig overalt og formentlig altid vil gøre det. Det er ikke det første jeg siger til nye studiekammarater, til jobsamtalen eller når jeg første gang møder en venindes kæreste til en fødselsdag. Det er ikke noget jeg råber højt på gaden eller ligefrem skilter med i køen i Netto, men det er en del af mig og lærer man mig godt at kende vil man også komme til at hilse på sårbarheden.

Hvis folk spørger, vil jeg gerne fortælle. De er ikke tvangsindlagt til en længere detaljeret beretning om den gang jeg røg på den lukkede og snørebåndende blev pillet ud af mine nye sko. Hvis de spørger fortæller jeg, for intet er hemmeligt og jeg vil gerne være med til at oplyse andre om psykisk sygdom og hvordan det er at bo 9 måneder på en psykiatrisk afdeling. Med min åbenhed håber jeg at kunne lære andre, at psykisk sygdom ikke er farligt at tale om.

I løbet af de to år jeg havde i OPUS, fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge min åbenhed i min egen proces for at få det bedre. Ved at åbne op og fortælle min historie kunne jeg gøre noget for andre samtidig med, at jeg hjalp mig selv. Det i sig selv er fantastisk for sådan plejer det ikke at fungere for mig. Hvis jeg hjælper andre kan jeg ikke hjælpe mig selv og hvis jeg hjælper mig selv kan jeg ikke hjælpe andre. Med min åbenhed kunne jeg pludselig begge dele på én gang og det var en kæmpe åbenbaring.

Som en del af OPUS-panelet har jeg efterhånden holdt en del oplæg for patienter, pårørende og nyansatte i psykiatrien. At få lov til at stå foran så mange mennesker og ved at fortælle min personlige historie, være i stand til at holde deres fulde opmærksomhed i op til en time, er den bedste medicin jeg nogensinde har fået. For hver gang jeg indtager scenen tager jeg endnu et skridt i retningen af at få det bedre.

Den mandag, hvor jeg fandt meningen med mit liv, stod jeg i et fyldt konferencelokale foran en stor mængde nyansatte i Region Hovedstadens Psykiatri. Sygeplejersker, socialrådgivere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, SOSU-assistenter, psykologer og psykiatere. Hver og én sad i en hel time og lyttede til mig og halvvejs i mit oplæg gik det op for mig, at jeg var med til at gøre en forskel. Netop i dette minut fandt jeg meningen med mit liv. Hvis min åbenhed omkring min psykiske sårbarhed kan gøre en forskel for andre, hvis jeg kan skabe håb for patienter og pårørende og inspirere fagpersonale samtidig med at jeg rykker videre i min bedringsproces, er det det jeg skal. Det er her jeg skal og vil lægge mine kræfter.

Mine oplæg er alle gange blevet mødt med klapsalver, smil og tårer. Det i sig selv frembringer en fuldstændig fantastisk følelse, men det der sætter sig fast, det der følger mig og hænger ved i lang tid efter, er de reaktioner jeg får når jeg har foldet talepapiret sammen og forladt scenen.

Selvom et håndtryk er kutyme får jeg det ene knus efter det andet, af mennesker jeg aldrig har mødt eller talt med. Det er netop her, at jeg forstår, at jeg ved åbenhed kan finde den anerkendelse jeg har behov for, for at komme videre.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *