Når PET overvåger ens lejlighed

Bag den røde dør er jeg tryg. Jeg deler sofa med den psykiske sårbarhed og til tider, seng med depressionen. Jeg ved at sårbarheden er min roommate og at depressionen af og til banker på og vil ind. Jeg ved også at ingen af dem betaler husleje og at jeg derfor ikke giver dem lov til at fylde helt så meget hjemme bag den røde dør, som de gør når vi er ude. Hvad der er bag den røde dør er mit, det er mit hjem, min hule, mit helle og kun her kan jeg trække vejret helt ned i maven. Bag den røde dør er jeg tryg

Da PET overvågede min lejlighed var det anderledes.

Continue Reading

På en dag som i dag

Hvad sker der med mig, mens jeg sover? Hvem er det, der i takt med, at jeg lader op, sidder på sengekanten og suger al energien ud af mig?

Som når man sætter telefonen i opladeren og forventer at den lader op, men efter flere timer og når man står og skal ud af døren, finder ud af at man ikke har fået tændt for kontakten. Sådan føles det. Jeg går i seng med forventingen om at vågne op med en ny mængde energi der skal bære mig igennem dagen, men vågner op efter de anbefaldede 8 timer og opdager, at nogen har trukket stikket ud og efterladt mig med mindre energi end da jeg gik i seng.

Sådan begynder en del af mine dage. Med mindre energi end jeg havde aftenen før. Disse dage starter tungt og på disse dage er jeg afhængig af andres energi. Det i sig selv kan være problematisk, fordi jeg ofte er så flad for energi, at jeg ikke formår at åbne den røde dør og lukke andre ind.

Continue Reading

Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

Continue Reading

Fra psykiatrisk skadestue til Stockholm

Du har SOMMERFERIE! Er det ikke dejligt? Nu kan du slappe af, sove længe og gøre præcis hvad du har lyst til. Ferie er skønt og vi er da glade, ikk?

Min sommerferie startede på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg. Der er aircondition, for det meste meget stille og så er der saftevand ad libitum. Det er vist også det eneste positive der er at sige om det sted. Jeg har været der mange gange før, men der er som regel længe imellem for det er absolut ikke et ferieresort jeg ønsker at vende tilbage til.

For mig, er det en meget svær beslutning at åbne døren til skadestuen, lade mig registrere med mit CPR-nummer for derefter at blive lukket igennem slusen og ind i venteværelset. Ikke desto mindre har det været nødvendigt, alle de gange jeg har siddet på de alt for hårde stole og drukket saftevand og jeg ved jo, at når jeg først er kommet igennem visitationszonen, plejer der at sænke sig en ro jeg sjældent oplever andre steder. Med et par timers mellemrum kommer der en sygeplejerske ind i venteværelset, henter den næste i køen ind til en afhøring, for efter et par minutter at genne denne tilbage til venteværelset, hvor man kan nå at drikke yderligere en kande saftevand inden lægen kommer. Denne gang var saftevanden gul i stedet for rød som den plejer at være, og da jeg opdagede det, føltes det hele pludselig anderledes og uforudsigeligt. Pludselig vidste jeg ikke hvad der ventede bag den låste dør, udover en lukket afdeling, hvor jeg formentlig ville komme til at tilbringe weekenden.

Continue Reading