Den dag sårbarheden tog mig i hånden

Det er 1162 dage siden jeg sidst stod op for at gå på arbejde. Der er gået 1.673.280 minutter siden jeg sidst skulle sætte en alarm, gå i bad, spise morgenmad og gå op til stationen for at tage toget på arbejde. For to uger siden vidste jeg ikke, at det var en rutine jeg havde savnet. Det fandt jeg ud af, den dag hvor sommerferien for alvor sluttede, den dag hvor jeg startede i praktik og skulle møde kl. 8, den dag hvor jeg for første gang i 1162 dage var en del af myldretiden.

Praktikstart er selvfølgelig én af den slags forandringer der kan få hele mit fundament til at skride en smule. Faktisk skred det mere end bare en smule, denne gang. I ugerne op til, tog sårbarheden kvælertag og jeg havde for alvor svært ved at trække vejret helt ned i maven. Nervøsiteten, som de fleste nok kender til, var selvfølgelig markant til stede og jeg var stresset fordi der opstod en masse uforudsigelighed. Derudover var der det faktum, at jeg var bange for, at jeg havde glemt hvordan man går på arbejde. Når der er gået 3 år, 2 måneder og 5 dage siden sidst man stod op for at gå på arbejde, når man i en stor del af den tid har ligget i fosterstilling i en hospitalsseng og når man ved hvor meget sårbarheden fylder, er det nok ikke så mærkeligt at nervøsiteten vokser sig lidt større hos mig, end hos så mange andre.

Den morgen, da min alarm ringede tidligere end den havde gjort længe, mærkede jeg med det samme hvordan sårbarheden nærmest lå ovenpå mig og gjorde det ekstra svært at komme ud af sengen. I situationer som denne, hvor sårbarheden fylder det hele, hvor jeg er presset og stresset og hvor jeg skal noget som jeg ikke helt føler mig parat til, er den første tanke der popper op; “jeg har ikke lyst til at leve”. Selvom jeg ønsker mere end noget andet, at den tanke vil forsvinde ud af mit hoved forevigt, ved jeg at den gemmer sig et sted derinde og holder sig parat til at poppe op, så snart den fornemmer en smule stress. Det var hvad den gjorde, denne mandag morgen kl 6.30. Jeg ønskede inderligt at jeg kunne lukke mine øjne igen og aldrig vågne. Jeg er vandt til den tanke og jeg bliver ikke længere bange når den kommer, men den er svær at slippe og ignorere.

I 15 minutter lå jeg i sengen, tynget ned af al sårbarhedens vægt og tanken om ikke at have lyst til at leve, da min stædighed pludselig vågnede. Min stædighed fik sårbarheden til at lette sit tryk, slippe kvælertaget og i stedet for at klynge sig til mig, tog den mig i hånden og hjalp mig op til toget.

I to uger, har sårbarheden hver dag kl 7, taget min hånd og fulgt mig op til toget hvorefter den er vendt om og gået hjem bag den røde dør. Bag den røde dør gemmer den sig, måske fordi den ved, at jeg godt kan klare mig alene og at jeg sagtens kan finde ud af at gå på arbejde.

You may also like

2 kommentarer

  1. Som mor til en ung mand med skitzotypi læser jeg med stor interesse dine indlæg. Jeg bliver hver gang lidt klogere på, hvordan det kan opleves at have skitzotypi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *