Den der ensomhed vi ikke taler om

Der bor et monster under min seng!

Jeg bliver aldrig siddende alt for længe på sengekanten i frygt for, at det griber fat i mine ankler og trækker mig ind under. Frygten genkender jeg fra dengang der ikke boede noget monster under min seng, men hvor jeg var overbevist om at der gjorde, fordi jeg havde set det med mine egne øjne i en tegnefilm. Den største forskel er at mit monster ikke spiser små børn, men derimod voksne og at det ikke sluger dig i én mundfuld men tager én lille bid ad gangen og gerne gemmer lidt til senere for at trække pinen ud.

Monsteret har boet under min seng i mange år, men jeg tror ikke det nogensinde har vist sig for andre end mig og jeg ved ikke om der er nogen der ved, at det findes. Måske er det i virkeligheden kun mig, der kan se det.

Sandheden er, at monsteret ikke kun gemmer sig under sengen, men at det hver dag kommer ud fra mørket og bevæger sig rundt, i takt med mig. I dagslyset ser man det ikke, for det er ekspert i at skjule sig, men alligevel kaster det en skygge så stor og tung, at jeg på dage hvor energitanken lyser rødt, næsten ikke kan flytte fødderne for at komme frem.

Monsteret hedder i virkeligheden Ensomhed og ud af alle de roommates jeg har, i form af Sårbarheden, Depressionen og Skizotypien, er det den jeg hader allermest, og den der er sværest at komme af med. Det føles som om den er groet fast, og at det er umuligt for mig at fjerne den, som var det bare ukrudt. Rødderne er for lange og samtidig bliver Sårbarheden i skjul, ved med at vande Ensomheden så den kommer til at fylde mere og mere.

I øjeblikket bor vi alle bag den røde dør. Depressionen, Skizotypien og Ensomheden, og hvis man tæller Sårbarheden og mig med, er den lille lejlighed bag den røde dør, blevet til et kollektiv hvor der skal være plads til os alle. På 52kvm er det lidt trængt med fire roommates, der fylder det hele og ikke giver plads til, at jeg en gang imellem bare kan være mig.

Når jeg tænker på Ensomheden, kan jeg undre mig over hvordan den kan fylde så meget. Jeg har jo et netværk, en familie, venner og veninder og hvordan kan man så være så plaget af et monster som Ensomheden? Virkeligheden er nok, at mine andre livsledsagere fodrer Ensomheden mens jeg kigger væk og at monsteret dermed bliver ved med at leve.

De dage hvor Ensomheden kaster sin tunge skygge, kan jeg gå på gaden blandt alle andre, drikke kaffe med en veninde, tale i telefon med min mor, tage toget til studiet og samtidig føle mig helt alene i verden. Der er dog enkelte dage, hvor Ensomheden bliver under sengen. Måske har monstre også dårlige dage, hvor de kun kan ligge i fosterstilling og ikke kan tåle sollys. På de dage kan jeg gå på gaden blandt alle andre, drikke kaffe med en veninde, tale i telefon med min mor, tage toget til studiet, uden samtidig at føle mig helt alene i verden.

Da jeg var barn var jeg dybt fascineret af bogen “Palle alene i verden”. Jeg kunne læse den om og om igen og drømme mig ind i fortællingen om at vågne op og have hele verden for mig selv. Der var noget fascinerende i at kunne gøre lige hvad man havde lyst uden at nogen kunne forhindre det.

På en måde er drømmen gået i opfyldelse. I min lille verden er jeg helt alene, men noget er helt anderledes end i bogen om Palle. Jeg er alene med fire livsledsagere der holder mig fast så jeg ikke kan gøre præcis hvad jeg har lyst til og jeg kan ikke vide med sikkerhed om jeg nogensinde vågner af drømmen.

 

 

 

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *