Det blæser en smule heroppe på toppen…

Der er egentlig en ret fin udsigt, heroppe på toppen. En udsigt de fleste mennesker oplever i deres liv og som er nem at tage forgivet. Jeg har tit tænkt over udsigten og hvordan mon mit liv ville se ud fra den vinkel, men jeg har aldrig turde håbe på selv at komme til at opleve den. Håb er ikke det jeg har haft mest af i mit liv.

Alligevel har jeg stået der før. På toppen. Mange gange endda. Spejdende ud over livet med et smil på læben og en følelse af lykke i kroppen. Men jeg har aldrig stået der som mig selv, i min egen krop. ALTID som en anden. Altid i en andens krop, med en andens navn og i en andens liv.

Det var sådan jeg tilbragte de fleste af mine teenageår. På mit værelse bag en låst dør. Dér var der plads og rum til, at jeg kunne drømme. Drømme at jeg var en anden og levede i en anden virkelighed. Ofte trådte jeg ind i personer fra tv eller computer, eller blot personer der fascinerede mig. Jeg kunne bruge timevis på at drømme mig ind i deres verden, blot for at få lov til at opleve den pæne udsigt som jeg forestillede mig den så ud fra deres vinkel, og i deres virkelighed.

Det kan lyde skørt og underligt, og det har jeg da også selv tænkt om denne flugtmekanisme, som jeg så ofte brugte. Lige indtil det for nyligt gik op for mig hvorfor jeg drømte, at jeg var en anden.

Jeg flygtede.

Flygtede fra mit eget indre kaos og den virkelighed jeg hverken kunne forstå eller holde ud. Livet var nemmere når jeg ikke var mig selv og så fik jeg jo lov til at opleve udsigten fra toppen, for en stund. I dag synes jeg hverken, at det er skørt eller underligt, at jeg havde dette behov.

Jeg har de sidste år brugt mange timer på at spekulere over årsagen til mine mange symptomer. Årsagen til at jeg blev deprimeret, årsagen til mine selvmordstanker, årsagen til vrangforestillingerne og årsagen til psykoserne. Jeg har søgt, og helt ærligt har jeg ikke fundet én eneste årsag. Det i sig selv er roden til frustration fordi det for mig, ville være meget nemmere hvis jeg kunne sætte fingeren på én specifik årsag til, at jeg skulle trækkes igennem psykisk sygdom, indlæggelser og medicin. Men det kan jeg ikke! Der er ingen årsag!

Jeg kan dog ikke leve med, at mine symptomer ikke skal tillægges nogen værdi. At jeg bare skal acceptere dem som noget der er kommet ud af den blå luft og som jeg skal glemme eller lære at leve med. De MÅ have en funktion og en betydning.

Jeg er kommet frem til, at jeg, for at kunne finde symptomernes funktion, er nødt til at viske min diagnose ud. Overskriften; Skizotypisk Sindslidelse skal fjernes. Ikke fordi jeg ikke synes det er en passende titel på mit skrøbelige sind og den måde jeg altid har anskuet verden på, men fordi den kun beskriver en diagnose og ikke mig som menneske. Diagnosen kan ikke forklare hvad symptomernes betydning og funktion er for mig, men kun beskrive dem ud fra et overordnet diagnosesystem – og det kan jeg altså ikke bruge til noget!

Dengang jeg udviklede min evne til at flygte ind i andres virkelighed, var det en strategi jeg anvendte for at overleve. Jeg skulle væk fra mit eget sind, min egen virkelighed og mit eget liv. Jeg flygtede fordi jeg ubevidst havde behov for at se livets udsigt fra et højere punkt og det kunne jeg kun komme til, hvis jeg blev en anden. Det var den funktion den handling havde og det var livsnødvendigt på det tidspunkt.

Havde jeg ikke været i stand til at flygte og få nogle glimt af hvordan livets udsigt også kunne se ud, er det ikke sikkert jeg havde været her i dag. Dengang var udsigten fra min egen vinkel ualmindelig mørk og tåget og uanset hvor meget jeg spejdede, formåede jeg langt fra at se hvilke gode ting der lå forude.

De mange udflugter til toppen, dengang, gjorde mig bevidst om, at der fandtes en bedre udsigt end den jeg havde og at der var noget der var værd at stile efter.

For første gang i mit liv står jeg her nu. På toppen. I min egen krop, med mit eget navn og i mit eget liv. Og det er faktisk en pæn udsigt, der sagtens kan frembringe et smil på mine læber og som på mange måder var stigningen værd.

Jeg står rankere end jeg har gjort nogensinde før og der skal en orkan til at vælte mig. Det blæser dog stadig en smule heroppe på toppen og nogle dage kan jeg mærke vinden, lige lidt rigeligt, i ansigtet. Men for min skyld må det gerne blæse og det gør ikke noget at jeg kan mærke vinden i ansigtet – så længe jeg får lov til at blive stående på toppen og spejde ud over de mange gode ting der sker i mit liv.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *