Er jeg sindssyg nu? For i dag går jeg i ét med væggene

I halvandet år, cyklede jeg fra Østerbro til CBS på Frederiksberg, forfulgt og overvåget hele vejen. Det resulterede i, at jeg gradvist satte farten op, kørte hurtigere og hurtigere og så endda på en cykel uden gear. Selvom det er nogle år siden jeg blev forfulgt, kan jeg den dag i dag ikke cykle langsomt. Når jeg cykler, cykler jeg hurtigt, for det gælder om at få skabt så stor afstand som muligt, til dem der kører bag mig.

Jeg forsøger at holde farten i alt hvad jeg laver og sådan vil jeg nok altid have det. Når man først har været rigtig bange for noget og stadig frygter, at det vender tilbage, stopper man vel ikke bare op og sætter sig ned og slapper af? Hvis jeg træder langsommere i pedalerne og sænker farten, er jeg bange for at symptomerne indhenter mig og at det hele starter forfra.

Den 24. juli 2013 blev jeg indlagt og et par uger inde i indlæggelsen meldte lægerne ud, at jeg havde en svær depression. En tilstand som for mange er midlertidig. En tilstand man kan komme ud af. En tilstand hvor man ikke sætter lighedstegn mellem tilstand og patient. Jeg har en depression, jeg er ikke en depression. Hvis det var en depression, vidste jeg, at jeg kunne få det godt igen. Jeg spiste min medicin, morgen, middag og aften og takkede ja til alle de samtaler jeg blev tilbudt. Jeg talte og talte og arbejdede på højtryk fordi jeg vidste, at det var en midlertidig tilstand og at hvis jeg arbejdede for det, kunne jeg komme ud på den anden side hvor der ventede en fremtid og et liv der var værd at leve.

Så kom dagen hvor jeg blev sindssyg!

Mens jeg talte, spiste medicin og arbejdede på højtryk for at få det bedre, opdagede jeg , at jeg var i besiddelse af en slags superkræfter. De dukkede op enkeltvis, i forskellige situationer og på forskellige tidspunkter. Én superkræft gør mig i stand til at gå i ét med væggene, med en anden superkræft kan jeg fjerne min næse fra mit ansigt når jeg ser mig i spejlet og med en tredje superkræft kan jeg flyve. Jeg må helt sikkert være sindssyg for da jeg sagde det højt til lægen den gang på afdelingen hvor jeg første gang mødte mine superkræfter, tog hun et tykt opslagsværk ned fra hylden, bladrede lidt frem og tilbage, kiggede op og fik øjenkontakt med mig, kiggede ned igen og noterede en masse i min journal.

Så kom dagen hvor jeg fik min diagnose!

Den dag står som den eneste under hele min indlæggelse, meget klart. Det var den dag hvor lægen fandt sit stempel frem og stemplede mig i panden. Skizotypisk sindslidelse. Jeg kan nærmest føle ordet ”skizo” blive presset ind i min hud. Jeg blev stemplet med et ord jeg aldrig havde hørt før. Et ord som ingen andre havde hørt før. Et ord der for alvor gjorde, at jeg skilte mig ud. Et ord der for alvor gjorde mig bekendt med følelsen, ensomhed. Diagnosen var et brændemærke som jeg var overbevist om aldrig ville gå væk. Skizotypi er lig med mig og jeg er lig med skizotypi. Det var sådan jeg opfattede det, for jeg var jo stadig den person som jeg altid har været. Da først diagnosen var stillet synes det som værende det letteste at skubbe alle mine superkræfter ind under overskriften skizotypi og skrive min historie ud fra det.

Jeg fik ikke så meget information om diagnosen, kun at de vrangforestillinger jeg havde haft og det jeg i dag kalder superkræfter, passede ind i kassen under kategorien sindssyge. Hvis du spørger mig i dag, kan jeg stadig ikke forklare præcist hvad skizotypi er, men jeg ved hvad skizotypi er for mig.

Den første superkræft jeg fik tildelt, gjorde mig i stand til at gå i ét med væggene. Den dukkede op på afdelingen, midt i aftensmaden. Jeg sad, ligesom alle mine medpatienter og spiste, da bestikket jeg havde i hænderne pludselige smeltede ind i min hånd. Jeg havde ikke længere fat i bestikket og jeg kunne strække fingrene mens gaflen og kniven gik i ét med min håndflade. Jeg spiste videre selvom det føltes underligt, først da mine hænder gik igennem bordet, rejste jeg mig og gik. Jeg stod op ad væggen inde på stuen og ventede på hjælp. Da sygeplejersken åbnede døren, stod jeg ikke længere op ad væggen, men inde i væggen og kun mit hoved stak frem. Jeg gik i ét med væggen, men selvfølgelig var det kun mig der kunne se og føle det.

Jeg oplever ikke mine superkræfter som noget dårligt. Ja, første gang jeg stod med min næse i hånden panikkede jeg da, og da jeg under aftensmaden en dag, pludselig fløj op under loftet og hang hen over bordet så jeg kunne se præcist hvad mine medpatienter spiste, vidste jeg da godt, at det nok var noget særligt og at det var en superkræft ikke alle besidder. Superkræfterne dukker op når jeg har det dårligt. De kommer når jeg er stresset eller presset eller hvis mine sanser har været på overarbejde en hel dag. Jeg oplever ikke mine superkræfter som noget dårligt, men som kræfter der dukker på for at advare mig og minde mig om, at jeg skal passe på mig selv og at jeg måske skal justere farten bare en lille smule. Når jeg kan flyve og se det hele oppefra er det for, at jeg kan se situationen jeg befinder mig i, fra en anden vinkel. Når jeg går i ét med væggene er det tegn på, at jeg skal trække mig fra en situation der er for meget. Superkræfterne viser sig sjældent den dag i dag. Måske er det et tegn på at jeg er i stand til at klare mig uden. Det er vel også en slags superkræft selv at kunne mestre sin sygdom.

Jeg arbejder stadig på at få skabt afstand mellem mig og diagnosen. Jeg vil undgå at gå i ét med skizotypien for den danner ikke det sande billede af mig.

Når jeg en sjælden gang i mellem giver mig selv lov til at drømme og jeg en sjælden gang i mellem holder fast i en drøm eller et ønske for fremtiden, som jeg håber går i opfyldelse, skal jeg igen kæmpe for at skabe afstand til sygdommen så den ikke æder drømmen og sletter den fra mine tanker. Det sker tit, at den dukker op og sluger drømmen i en mundfuld, som lå den på lur og ventede på, at en snært af en drøm skulle dukke op.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver erklæret rask og jeg tør hverken drømme om eller ønske det i frygt for, at sygdommen æder drømmen så den med garanti aldrig går i opfyldelse.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *