Hvem griber mig? For nu falder jeg!

Jeg hænger på kanten, i et par måneder. Jeg siger til mig selv, at jeg har armkræfter nok til at hive mig selv op, og for nu står jeg atter med benene på jorden. Chokket over at have set hvor dyb afgrunden er, sidder stadig i mig og mine ben ryster. Som med et brækket ben skal man lige genfinde balancen. Det har jeg gjort mange gange før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen.

Jeg skal selv kæmpe hårdt for at få fodfæste igen. Ikke fordi der ikke længere er noget net der griber mig, men fordi netmaskerne er større og det er nemmere at falde igennem.

Sådan føles det for mig at skifte behandling. At gå fra én behandler til en anden og have følelsen af at skulle starte helt forfra, et sted jeg ikke har lyst til at være. Et sted jeg må nøjes med, fordi jeg ikke længere kan få det andet.

2 års intensiv behandling i OPUS er det bedste der er sket for mig i mange år. I OPUS hørte jeg til og mødet med andre unge gjorde, at ensomheden langsomt løsnede sit greb og til sidst gemte sig så langt væk, at jeg glemte hvordan det føles at være ensom. Nu husker jeg, og ved, at det er den værste følelse der findes.

2 år kan virke som lang tid, men med psykisk sygdom fungerer det nogle gange sådan, at man tager 3 skridt frem og 2 tilbage og hvis man vil have det maksimale ud af behandlingen, svarer arbejdsbyrden til en fuldtidstilling uden weekend fri og med selvbetalt ferie.

Jeg besluttede at skrive under på kontrakten og sætte OPUS før alt andet, i håb om at jeg ved afslutningen af mit forløb, i foråret 2016, ville være rask og at jeg ville være i stand til at tage på velfortjent ferie og lade den psykiske sårbarhed blive hjemme. Det lader til, at sårbarheden har kendt til min plan, for i foråret 2016 klyngede den sig mere til mig, end den nogensinde har gjort før.

Et afgørende vendepunkt i mit sygdomsforløb kom under en kort indlæggelse i efteråret 2015. Beslutningen om indlæggelse var længe undervejs fordi det var mere end et år siden jeg sidst sov i en hospitalsseng og fordi frygten for det uforudsigelige synes at fylde det hele. Min ærlighed kostede mig tre dage på en lukket afdeling. Et sted som jeg håber, jeg aldrig skal besøge igen. Først da jeg blev overflyttet til Rigshospitalet og blev vist ind på en stue jeg har boet på flere gange før, mærkede jeg den tryghed der gjorde mig i stand til at indhente det kæmpe søvnunderskud jeg havde opbygget. Al den søvn, gjorde mig i stand til at fylde depoterne op, med nok energi til at sætte i gang med 120km/t da jeg blev udskrevet.

Jeg fortsatte med samme hastighed i flere måneder og for en stund troede jeg på, at jeg ville nå mit mål om at blive rask inden mit forløb i OPUS blev afsluttet. Måske jeg endda ville være i stand til at nyde sommeren og lade sårbarheden blive hjemme bag den røde dør.

En dag som mange andre, kom jeg kørende med 120km/t og fuld tank da der pludselig blev kastet partisansøm ud på vejen foran mig. Med et, gik luften af de sorte ringe der løftede mig fra jorden og tanken lyste rødt – ikke mere drivkraft til at komme frem. Helt stille og helt tom står jeg tilbage. Ensom på landevejen, blaffer jeg ihærdigt og forsøger ikke at falde i knæ og blive glemt i grøftekanten.

Hvis jeg begynder at gå i vejkanten er der måske nogen der samler mig op inden længe. Det er da værd at forsøge.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *