I dag er en glimrende dag, også selvom det regner

I et par dage havde jeg besøg af en uventet gæst. Jeg kom til at åbne den røde dør da det bankede på og før jeg fik chancen for at smække døren, var gæsten flyttet ind og havde fundet sig til rette.

Gæsten har trængt sig på en del gange de sidste par måneder. Jeg kender den alt for godt og den har været på besøg mange gange. Den fylder hele sofaen, holder mig vågen om natten, gør mig træt om dagen, roder og efterlader opvask. Jeg ønsker bestemt ikke at den skal flytte ind og blive min roommate igen og derfor kæmper jeg i disse dage for at få smidt gæsten ud.

Gæsten hedder depression og desværre kender jeg den alt for godt. I lange perioder har den boet hos mig og fulgt mig hvor end jeg skulle hen. Den fylder det hele når den er på besøg og jeg får ikke lov til at være alene bare et øjeblik. Når jeg har depressionen som gæst, er jeg fuldstændig drænet for energi og den formår som regel at blokere den røde dør, så jeg ikke kan komme ud.

Kontrasten er stor når jeg får depressionen på besøg. For det meste kommer den uventet og banker på. De fleste gange husker jeg at kigge i dørspionen for at se hvem der banker, inden jeg åbner. Det glemte jeg denne gang og da depressionen kom indenfor bredte den sig i lejligheden med lynets hast. På kort tid gik jeg fra at have energi nok til at overholde mine aftaler og ræse rundt i København på min cykel, til at ligge i fosterstilling under dynen og hverken magte at spise, gå i bad eller tænde for tv’et.

Når depressionen banker på, er det ofte på et tidspunkt hvor jeg ikke har overskud og energi til at sige fra og hvor jeg ikke er stærk nok til at smide den ud, når først den har trængt sig igennem den røde dør. Sådan var det denne gang. Op til besøget havde jeg i flere dage, glemt hvordan jeg passer på mig selv og jeg ved nu, at går der for lang tid hvor jeg tilsidesætter mine egne behov ser depressionen det som en invitation til at komme på besøg.

Hvis jeg skal flygte fra depressionen og komme ud af lejligheden selvom den blokerer den røde dør, har jeg brug for hjælp. Heldigvis er der mange der vil smide hvad de har i hænderne, for at komme mig til undsætning. Denne gang nåede jeg at flygte og det har reddet min weekend.

Jeg er flygtet hjem til mine forældre. Sårbarheden er selvfølgelig taget med og klynger sig til mig som altid, men depressionen har jeg efterladt hjemme bag den røde dør og jeg håber den er flyttet når jeg vender hjem og starter på en ny uge.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *