Jeg kommer hjem igen i morgen, ikk?

Den 24. juli 2013. Den dag, jeg første gang sad på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg og drak rød saftevand. Når man fortæller sin psykolog, at man ikke længere har lyst til at leve og at man har en detaljeret plan for hvordan man kommer herfra, er det på Bispebjerg man ender.

Den dag i venteværelset, var der alt andet end stille. Airconditioneren virkede ikke optimalt og i et næsten fyldt lokale, hang der en tung stillestående luft. I min hånd havde jeg et hvidt plastikkrus med rød saftevand der på grund af frygten for at kigge op, formåede at fastholde mit blik. Der sad jeg så, 23 år gammel, i selskab med psykisk syge patienter som var de taget ud af en film og gennemlevede de mest skræmmende timer i mit liv. For hvad mon der er bag de låste døre, hvor fører de mig hen og hvad hvis jeg aldrig kommer hjem igen?

Ærlighed, må have skaffet mig en overnatning med fuld forplejning. Jeg var jo ny i faget og vidste ikke på det tidspunkt, hvordan man skulle forklare sig for at undgå indlæggelse. Og så var der selvfølgelig det faktum, at man kunne læse min psykiske tilstand i mit ansigt og mit kropsprog. Det var umuligt for mig at skjule, at jeg havde det elendigt og jeg skulle ikke svare på mange spørgsmål, før jeg fik tilbudt en sengeplads.

I akutmodtagelsen på Bispebjerg er der en mindre afdeling, hvor man får lov til at overnatte indtil de finder ud af, hvor man hører til og hvilken afdeling man evt. skal overflyttes til. Denne afdeling var vel mit første egentlige møde med psykiatrien og selvom dørene blev låst bag mig og den eneste mulighed for en smule frisk luft var i rygerburet for enden af bygningen, formåede jeg ikke at gå i panik. Følelsen af, at en smule ansvar blev taget fra mig og at nogle ville gribe mig med det samme, hvis jeg nu skulle falde endnu dybere, gav mig den bedste nattesøvn i flere år.

På afdelingen befandt sig en velkomstkomité i form af en lille ældre dame i morgenkåbe og sutsko og en høj ranglet mand, der lige skulle høre om jeg havde husket at købe nogle øl med på vejen. De må begge have set frygten i mine øjne for mens manden lagde armen om mine skuldre og inviterede mig med ud i rygerburet, samlede den ældre dame al den frugt hun kunne finde og rakte mig kurven. Mens jeg sad der blandt alle rygerne og spiste frugt, forstod jeg at jeg ikke længere skulle være bange.

Jeg blev overflyttet til et åbent affektivt afsnit på Rigshospitalet. Et afsnit hvor patienterne primært er depressive og hvor der er så stille at man nærmest lister rundt i frygt for at forstyrre dem der ikke har kræfter til at komme ud af sengen. Kun en gang imellem kom der en manisk patient på besøg, som arrangerede spilaftener og brunch om søndagen og dermed formåede at live hele afdelingen op.

Det første jeg bemærkede, da jeg første gang gik igennem skydedørene ind til afdelingen var, hvor lidt det egentlig lignede et hospital. Der var to fælles tv-stuer og et stort fælleskøkken der var indrettet på en sådan måde, at man ligeså godt kunne befinde sig på en efterskole. Det var først da jeg åbnede døren ind til min stue og så hospitalssengen, at det gik op for mig, at det ikke var en helt almindelig  efterskole, men en efterskole for syge elever der skal kunne transporteres fra A til B i en seng med hjul, hvis depressionen er så tung at benene ikke længere kan bære vægten. Og så er der selvfølgelig medicinvognen der med følge af en sygeplejerske, ruller gennem afdelingen tre gange dagligt, deler små kopper ud, med piller i forskellige former og farver og minder alle os elever om, at vi er syge.

Hverdagen på en psykiatrisk afdeling er triviel, men netop forudsigeligheden lod til at passe alle godt, inklusiv mig selv, der når jeg har det værst har brug for en meget fast struktur. Dagene gik med morgenmad og morgenmøde i fælleskøkkenet, stuegang og frokost og nogle lidt lange eftermiddage hvis man ikke ventede besøg. Dertil kom alle aktivitetstilbuddene så som løbegruppe, gåtur, fitness, cirkeltræning, social færdighedstræning og det kreative værksted og hvis man som jeg valgte at deltage i det hele kunne der nemt opstå en risiko for at blive stresset.

Da jeg havde været på afdelingen i 14 dage og kunne personalets vagtplan og den ugentlige madplan udenad synes jeg egentlig jeg havde været der længe nok. Jeg vidste ikke, at jeg skulle sove yderligere 264 nætter i den samme hospitalsseng.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *