Jeg må være vokset mindst én meter…

…sådan føles det i hvertfald.

I et godt stykke tid har jeg gået rundt med hovedet i skyerne og set verden oppefra. Det er jo ikke sket så mange gange i mit voksne liv, så jeg suger alt det gode ud af de lyserøde skyer og håber det varer lidt tid endnu.

Jeg har de første fire måneder af 2017, haft en mængde energi jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke har haft i 10 år. Jeg ved ikke, hvor den præcis kommer fra. Måske har jeg ubevidst haft et lille depotrum i kroppen, hvor en mikroskopisk procentdel af min samlede daglige energibeholdning er blevet lagret gennem de sidste 10 år, uden at jeg har vidst det. Måske har kroppen vidst, at der ville komme en dag, hvor jeg for første gang i mit liv skulle bruge en enorm mængde energi på noget, der for mig er meningen med livet, og at den derfor har startet en lille hemmelig opsparing.

En opsparing, hvor den hver dag har vurderet om jeg kunne klare mig med lidt mindre energi og derefter trukket en lille del fra og gemt i en kasse på et energidepot et sted i kroppen. Hvis det er tilfældet vil jeg resten af mit liv takke min krop for at spare sammen på mine vegne, så jeg fik chancen for at opleve at stå på en scene med spotlight og et betalende publikum der var kommet for at se den forestilling som jeg og min personlige historie var så heldige at være en del af.

Lige dér i rampelyset, på en for andre ganske almindelig onsdag, mærkede jeg en følelse som aldrig før har været så stærk i min krop. Det var så kraftig en følelse at jeg nu, to uger efter, stadig kæmper med de euforiske tømmermænd. Tømmermænd som jeg på ingen måde ville være foruden. For lige dér, på netop dén aften var jeg lykkelig og for et par timers lykke, tager jeg gerne et par ugers tømmermænd.

Sårbarheden derimod, kan man vist ikke kalde lykkelig. Den har med garanti fornemmet at der de sidste måneder ikke har været plads til den, på samme måde som der plejer at være. I takt med, at jeg er vokset mindst én meter er det som om den har fået sværere og sværere ved at nå mine skuldre og den derfor ikke har kunne tynge mig ned som den plejer.

Sårbarheden skal jo følges med mig resten af livet og den giver derfor ikke op, men viser sig i stedet i små hverdagssituationer, hvor tårerne pludselig begynder at trille.

Som da min adgangskode til min studiemail ikke virkede og sluserne til tårekanalerne pludselig åbnede og resulterede i et vandfald nedover mine kinder. Og da flaskeautomaten i Netto var ude af drift den dag jeg aktivt besluttede, at i dag havde jeg overskud til at aflevere tomme flasker, og jeg i stedet måtte vende om og gå hjem i seng midt på eftermiddagen fordi det slog mig helt ud. Eller som da jeg forleden mistede mit dankort og pludselig måtte overvinde min telefonfobi og ringe til banken, men fik en små-sur dame i røret hvis humør resulterede i et angstanfald midt på Østerbrogade. Og så lige den følelse af irritation de fleste kender når telefonen løber tør for strøm, men som for mig medfører at alle lagerreolerne i hovedet vælter og tankerne flyver rundt i ét kæmpe kaos.

Denne side af sårbarheden kender jeg ikke så godt og det føles derfor som om endnu en gæst er flyttet ind bag den røde dør. I grunden er min psykiske sårbarhed nok en mere kompleks størrelse end hvad jeg troede og den skal uden tvivl nok finde en måde at vise sig på.

Uanset hvordan og hvornår den viser sig, vil jeg gerne takke den for at trække sig en smule og give mig plads til at vokse lidt for hver dag der går.

 

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *