Når jeg står stille bliver jeg stresset

Sidste gang der kom en status fra alle beboerne bag den røde dør, var august 2017.

Grunden er ikke, at det har været et dårligt år, men derimod, at vi sjældent har været hjemme samtidig og det derfor har været svært for mig at at give en opdatering på, hvordan det går os alle fem – Sårbarheden, Skizotypien, Depressionen, Ensomheden og jeg.

Jeg færdiggjorde min 2. praktik på pædagogstudiet i november sidste år – helt alene! Det var som om Sårbarheden blev træt af at synge børnesange, overvære bleskift og gå i Zoologisk Have, og i stedet ville nyde at sove længe og have lejligheden for sig selv, nu hvor jeg var nødsaget til at tage på arbejde. Så Sårbarheden blev hjemme og jeg fik lov at have de sidste tre måneder af praktikken for mig selv. Det var faktisk ret fedt!

Da jeg bestod praktikken og pludselig vendte hjem til de langsomme morgener og dagene uden aftaler, kunne jeg med det samme mærke, at Sårbarheden nok alligevel havde savnet mig! Den havde da i hvertfald arrangeret en “velkommen-hjem”-fest og sørget for at invitere Skizotypien, Depressionen og Ensomheden. Jeg blev da også revet lidt med af stemningen, for det var jo en sejr, at jeg havde klaret praktikken og det skulle da fejres.

Så det fejrede vi på sofaen med fjernbetjeningen i hånden, alle fem!

Det gik dog ret hurtigt op for mig (egentlig vidste jeg det allerede), at det er som om de har det bedst når jeg ligger på sofaen og ser genudsendelser i TV og at jeg har det bedst når jeg cykler på arbejde og de bliver hjemme.

I virkeligheden er det en velkendt følelse, som jeg nærmest i panik forsøger at skubbe væk fra hoveddøren for at undgå, at den kommer indenfor. Stilstanden – præcis som jeg husker den, fra dengang den overskyggede hele min verden og den var det eneste jeg kunne se fra min vandrette position i hospitalssengen. Den stresser mig helt vildt og hvis den får lov at få en fod indenfor så er jeg garanteret, at resten af beboerne bag den røde dør fejrer det med en kæmpe fest. For det er hvad stilstand gør hos mig. Stilstand fremprovokerer symptomer.

Alene af den grund har jeg arbejdet på at være i fuld bevægelse de sidste mange måneder. Så det har jeg været – næsten!

Med solen kom dog også Sårbarheden. Det var som om den vågnede da sneen smeltede og temperaturen steg. Fra den ene dag til den anden. Den sidste måned har den haft sit velkendte greb om mig og fulgt mig på min vej, som så mange gange før. På enkelte dage har Depressionen og jeg, kæmpet om pladsen på sofaen og Skizotypien og Ensomheden har været på besøg nogle gange.

Faktisk har det til tider været rart at være sammen med mine følgesvende. De er selvfølgelig for det meste ubehagelige, men de er også meget velkendte og derfor kan det faktisk være svært, at vi tilbringer mindre og mindre tid sammen. Jeg skal lære mig selv at kende på ny – uden sårbarhed, uden depression, uden skizotypi og uden ensomhed. Jeg skal lære alle de ting jeg kan – uden dem.

Men kan jeg overhovedet leve uden dem? Faktisk er jeg lidt bange for, at de en dag alle flytter ud. For hvem er jeg så?

Den sidste måned har pladsen bag den røde dør været lidt trang. Af den grund har jeg været ekstra nervøs for min 3. praktik. Nervøs for om starten skulle blive ligesom sidste år, hvor cykelturene hjem fra praktikken foregik med tårerne trillende ned af kinderne, fordi Sårbarheden ikke ville slippe sit greb.

Men denne gang var anderledes! Den første dag vinkede Sårbarheden farvel ved den røde dør og blev hjemme hele dagen.

Måske har den efterhånden lært, hvornår den er velkommen. Måske har den efterhånden lært, at den kun i nogle tilfælde er en støtte. Måske har den lært, at den rent faktisk gør mig en tjeneste, hvis den bliver hjemme en gang imellem og hvis det er tilfældet må den meget gerne blive boende bag den røde dør.

Men måske er den allermest bange for bevægelse og bevægelse er hvad jeg agter at være i. Stilstand er jo ikke i høj kurs i dette land, det er bevægelse derimod.

You may also like

1 kommentar

  1. Jeg holder så meget af dine skriv! Din måde at skrive eksternaliserende om dine symptomer er virkningsfuld. Jeg tror bestemt, det kan hjælpe nogle og derfor vil jeg gerne dele dit indlæg på Face (hvilket jeg synes, vi allerede har afstemt, at jeg må )
    Fedt med praktikken – god vind. Vi ses
    Kram Sus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *