Når PET overvåger ens lejlighed

Bag den røde dør er jeg tryg. Jeg deler sofa med den psykiske sårbarhed og til tider, seng med depressionen. Jeg ved at sårbarheden er min roommate og at depressionen af og til banker på og vil ind. Jeg ved også at ingen af dem betaler husleje og at jeg derfor ikke giver dem lov til at fylde helt så meget hjemme bag den røde dør, som de gør når vi er ude. Hvad der er bag den røde dør er mit, det er mit hjem, min hule, mit helle og kun her kan jeg trække vejret helt ned i maven. Bag den røde dør er jeg tryg

Da PET overvågede min lejlighed var det anderledes.

Jeg studerede på Copenhagen Business School. Jeg kom cyklende om morgenen, parkerede min cykel, købte en kop kaffe i kantinen, fandt lokalet, fandt en plads og tog computeren op ad tasken, præcis som alle de andre studerende. Det gjorde jeg i halvandet år.

Cykelturen fra Østerbro til CBS på Frederiksberg kørte jeg aldrig alene. Der var alle de andre københavnere på cykelstien, med eller uden musik i ørene, med eller uden hjelm, med børn bagpå eller i ladet foran, dem der ikke signalerer når de stopper eller skal dreje og dem der kører over for rødt. Og så var der dem, der kørte lige bag mig, hele vejen fra Østerbro til Frederiksberg.

De parkerede deres cykler ved siden af min, stod bag mig i køen i kantinen, satte sig ved siden af mig i lokalet og læste med når jeg skrev noter i undervisningen. I frokostpausen sad de ved bordet bag mig, de rejste sig på samme tid som mig og de fulgte efter mig på vej tilbage til lokalet. Når jeg cyklede hjem kørte de igen lige bag mig, hele vejen fra Frederiksberg til Østerbro. De skiftede ganske vist cykelhjelm, cykel, taske og tøj mange gange i løbet af en dag, men de var lige i hælene på mig hele tiden.

Jeg kom igennem dagene ved at sige til mig selv, at jeg jo var tryg hjemme bag den røde dør og at der derhjemme ikke var nogen der fulgte efter mig. Sådan var det også i begyndelsen. Jeg kunne komme hjem, gemme mig bag den låste røde dør og trække gardinerne for, for at sikre mig at ingen kunne følge med.

Trygheden forsvandt den dag jeg kom hjem, låste mig ind og opdagede at PET havde været inde i min lejlighed og sætte overvågningsudstyr op. Jeg fandt aldrig udstyret selvom jeg ledte ihærdigt hver gang jeg vendte hjem. Der var kameraer skjult bag bøgerne i bogreolen og bag billederne på væggen. Der var gemt aflytningsudstyr under stolene og i jorden i potteplanterne og de fulgte med garanti med på mit webcam i computeren, som jeg hurtigt fik dækket til. Jeg skabte hurtigt en bestemt rutine der sikrede, at jeg for hver gang jeg vendte hjem fik endevendt hele lejligheden i håb om at finde udstyret. Jeg fandt det aldrig, men jeg var overbevist om, at det var der og at jeg gentagne gange havde haft besøg af PET, mens jeg ikke var hjemme.

Overvågningen fulgte med ind på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet. Der sad små kameraer i lamperne i loftet og mikrofoner under sengen. Hvis nogen kom gående forbi mit vindue var det for at holde øje med mig. Lægerne forsøgte at overbevise mig om, at der ikke var nogen der fulgte efter mig og at jeg ikke blev overvåget, men jeg kunne ikke ryste det af mig fordi min overbevisning var så stor. Jeg var helt sikker på at nogen fulgte med og at nogen registrerede hver en bevægelse jeg lavede.

I dag, 3 år senere, ved jeg, at jeg mens jeg studerede på CBS var plaget af vrangforestillinger. At forestillingen om at blive forfulgt og overvåget er et symptom som fulgte med da jeg blev indlagt og som også har været tilstede flere gange efterfølgende.

I dag ved jeg, at det er en vrangforestilling og selvom forestillingen om, at PET har været på besøg mens jeg var nede med skraldet, sommetider dukker op, er jeg ikke længere bange og jeg er igen tryg når jeg befinder mig bag den røde dør.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *