Når sårbarheden stjæler livsglæden

For et halvt år siden, kom jeg til at drømme. Jeg drømte højt, fortalte andre om min drøm og begyndte at planlægge for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Det var noget nyt, det der med at drømme og da det var længe siden jeg sidst havde drømt om noget, blev jeg grebet af stemningen.

Det er egentlig en fantastisk ting at kunne drømme. At kunne bruge timevis på at drømme sig væk, leve sig ind i noget, arbejde hen i mod det og vigtigst af alt glæde sig. Det der med at glæde sig, er ikke en selvfølge for mig. Det er noget sårbarheden en sjælden gang i mellem giver mig lov til. Med denne drøm fik jeg lov til at glæde mig bare en smule, og det var stort.

Jeg drømte om en vandretur på Caminoen. En vandretur på Caminoen der var gået fra at være en tanke, til at være et ønske, til at være en drøm der var meget tæt på at gå i opfyldelse. Den første drøm i mange år, der var tæt på at gå i opfyldelse.

På afdelingen på Rigshospitalet var der morgengåtur i Fælledparken hver morgen. Om sommeren gik vi tur i morgensolen, om efteråret med paraplyer i regnvejret, om vinteren i den nyfaldne sne og om foråret gik vi i takt med fuglene der sang, mens vi væddede om hvilket træ der først ville springe ud. Det var ikke en obligatorisk gåtur for alle på afdelingen. Ofte gik jeg alene fordi det var obligatorisk for mig. Det havde jeg besluttet, at det skulle være og jeg skrev det ind i mit ugeskema hver uge, som det første punkt på min dagsorden, der jo ikke altid er så forfærdelig lang når man er indlagt.

Jeg opdagede, at jeg godt kunne lide at gå. Helst alene og i højt tempo. Når jeg går, tænker jeg ikke og det kan være enormt befriende at slippe for tankerne en gang i mellem. Det var på én af de utallige morgengåture i Fælledparken, at tanken om Caminoen dukkede op første gang. Ganske vist er der stor forskel på en gåtur i Fælledparken på ca. 2 km og en vandring på tværs af Spanien på 800 km, men man skal jo starte et sted og  mens jeg gik tur i Fælledparken blev tanken til et ønske, efterfølgende blev ønsket til en drøm og godt 3 år senere var drømmen ved at gå i opfyldelse.

Jeg lavede én væsentlig fejl da Caminoen gik fra at være et ønske til at være en drøm; jeg sagde det højt! Jeg blev revet med af stemningen og for en stund glemte jeg, at sårbarheden jo altid er ved min side og derfor også altid lytter med. Måske jeg endda var kommet til at sige højt, at jeg ikke havde tænkt mig at invitere sårbarheden med, for jeg vandrer jo helst alene. Jeg glemte også, at sårbarhedens livret (præcis som skizotypiens) er drømme, og at også den kan sluge dem i én mundfuld hvis man ikke holder dem for sig selv.

Sårbarheden har dog én meget irriterende egenskab. Den har tålmodighed og sluger ikke altid drømmene med det samme. Den giver drømmene tid til at vokse sig store og tykke så den får endnu mere ud af det, når dagen kommer hvor dens sult bliver for stor. Præcis dette var tilfældet med min drøm om Caminoen. Sårbarheden lyttede med, den gang for et halvt år siden da jeg kom til at drømme. Den gav drømmen plads og tid til at gro og den gik endda så vidt, som til at give mig lov til at købe flybillet og begynde at glæde mig bare en smule, inden den spiste drømmen og jeg kunne pakke vandrestøvlerne væk.

Sårbarhedens sult, resulterede i tre meget lange uger herhjemme, hvor jeg hverken turde tænke, ønske eller drømme noget som helst. Da mine forældre senere inviterede på en uges ferie sydpå vidste jeg, at sårbarheden ville finde plads i kufferten, men jeg ønskede og håbede inderligt at den ville blive på hotelværelset. Det ønske må den have slugt mens jeg sov, for sårbarheden klyngede sig til mig hver eneste dag i ugen og for første gang følte jeg, at den ikke kun hang omkring skuldrene på mig, men omkring skuldrene på hele min familie.

Jeg kan acceptere, at den bor bag den røde dør og at den formentlig vil gå ved min side resten af mit liv, men jeg kan ikke acceptere, at den skal fylde så meget som den gør nu og at den forhindrer mig i at trække vejret ned i maven, selv når vi begge befinder os bag den røde dør. Vigtigere er, at jeg slet ikke kan acceptere at den skal sprede sig til resten af familien.

Sårbarheden har fyldt alt for meget i min sommerferie, men der har da været dage og tidspunkter som er værd at huske, så som da jeg nåede at flygte til Stockholm, at depressionen ikke længere er på besøg og at jeg har fundet meningen med mit liv.

Nu rammer hverdagen igen og jeg kan forhåbentlig få styringen og strukturen tilbage. Jeg lægger ud med at beslutte at sårbarheden, det næste lange stykke tid er forvist til at sove på sofaen og i morgen går jeg en lang tur i Fælledparken.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *