‘Nej’ er også et ord

Der findes ét bestemt ord som er en yderst sjælden gæst i mit ordforråd. Det har tre bogstaver og må være på top tre over de ord man først lærer som barn. Om jeg har opbrugt min kvote af ordet i mine første leveår ved jeg ikke, men ordet synes at være gået i glemmebogen og når det et par gange om året finder vej ud over mine læber, smager det mærkeligt og jeg bliver i tvivl om jeg overhovedet udtaler det rigtigt.

Der er mange ting, jeg i mine 26 leveår, har øvet og sidenhen lært. At sige nej er bestemt ikke en af dem. Selvom jeg ved, i hvilke situationer jeg burde tage ordet ned fra hylden og støve det af, er det som om det bare ser pænere ud på afstand, hvor jeg er fri for at smage på det, og så er det jo nemmere at sige ja, for så er alle glade.

I de situationer hvor jeg med det samme kan mærke, at jeg burde finde ordet frem og sige fra, skulle man tro at sårbarheden ville mande sig op og træde i karakter, at den ville pakke mig ind i vat, passe på mig og sikre sig, at jeg ikke gik i stykker. I stedet stikker den halen mellem benene og gemmer sig bag mig som om den ikke eksisterede og som om det er mig der burde passe på den. I sådanne situationer kunne jeg ønske mig at sårbarheden for en gang skyld ville tage én for holdet.

Jeg er bestemt ikke ekspert i at sige fra og jeg sætter gerne andres behov før mine egne. Sådan har jeg altid gjort, måske fordi jeg ikke har lært andet. Det fungerede jo egentlig også fint på den måde, lige ind til jeg udelukkende handlede ud fra andres behov fordi jeg ikke ville konfronteres med og indse, at jeg ikke længere var glad og at ønsket om ikke længere at leve, voksede sig større og større.

I gennem al den behandling jeg har været i, både på psykiatriske afdelinger og ambulant er jeg blevet mindet om vigtigheden af at passe på mig selv. Det falder mig ikke naturligt og jeg skal have det at vide igen og igen for ikke at glemme det. Som med alt andet der skal læres fra bunden kræver det tid og øvelse, men man lærer nu engang nemmere som barn og jeg ville ønske, at nogen havde banet vejen for mig.

Jeg tror ikke, at jeg blev syg og måtte tilbringe 9 måneder i en hospitalsseng fordi jeg ikke fik sagt fra til den børnefødselsdag i 2. klasse, men havde jeg benyttet ordet ‘nej’, bare 1 ud af 10 gange hvor jeg svarede ja, var ordet måske ikke endt i glemmebogen og måske smagte det ikke nær så støvet. Jeg skal hver dag mindes om at ‘nej’ også er et ord.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *