Den dag sårbarheden tog mig i hånden

Det er 1162 dage siden jeg sidst stod op for at gå på arbejde. Der er gået 1.673.280 minutter siden jeg sidst skulle sætte en alarm, gå i bad, spise morgenmad og gå op til stationen for at tage toget på arbejde. For to uger siden vidste jeg ikke, at det var en rutine jeg havde savnet. Det fandt jeg ud af, den dag hvor sommerferien for alvor sluttede, den dag hvor jeg startede i praktik og skulle møde kl. 8, den dag hvor jeg for første gang i 1162 dage var en del af myldretiden.

Continue Reading

Når sårbarheden stjæler livsglæden

For et halvt år siden, kom jeg til at drømme. Jeg drømte højt, fortalte andre om min drøm og begyndte at planlægge for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Det var noget nyt, det der med at drømme og da det var længe siden jeg sidst havde drømt om noget, blev jeg grebet af stemningen.

Det er egentlig en fantastisk ting at kunne drømme. At kunne bruge timevis på at drømme sig væk, leve sig ind i noget, arbejde hen i mod det og vigtigst af alt glæde sig. Det der med at glæde sig, er ikke en selvfølge for mig. Det er noget sårbarheden en sjælden gang i mellem giver mig lov til. Med denne drøm fik jeg lov til at glæde mig bare en smule, og det var stort.

Jeg drømte om en vandretur på Caminoen. En vandretur på Caminoen der var gået fra at være en tanke, til at være et ønske, til at være en drøm der var meget tæt på at gå i opfyldelse. Den første drøm i mange år, der var tæt på at gå i opfyldelse.

Continue Reading

Er jeg sindssyg nu? For i dag går jeg i ét med væggene

I halvandet år, cyklede jeg fra Østerbro til CBS på Frederiksberg, forfulgt og overvåget hele vejen. Det resulterede i, at jeg gradvist satte farten op, kørte hurtigere og hurtigere og så endda på en cykel uden gear. Selvom det er nogle år siden jeg blev forfulgt, kan jeg den dag i dag ikke cykle langsomt. Når jeg cykler, cykler jeg hurtigt, for det gælder om at få skabt så stor afstand som muligt, til dem der kører bag mig.

Jeg forsøger at holde farten i alt hvad jeg laver og sådan vil jeg nok altid have det. Når man først har været rigtig bange for noget og stadig frygter, at det vender tilbage, stopper man vel ikke bare op og sætter sig ned og slapper af? Hvis jeg træder langsommere i pedalerne og sænker farten, er jeg bange for at symptomerne indhenter mig og at det hele starter forfra.

Continue Reading

Når PET overvåger ens lejlighed

Bag den røde dør er jeg tryg. Jeg deler sofa med den psykiske sårbarhed og til tider, seng med depressionen. Jeg ved at sårbarheden er min roommate og at depressionen af og til banker på og vil ind. Jeg ved også at ingen af dem betaler husleje og at jeg derfor ikke giver dem lov til at fylde helt så meget hjemme bag den røde dør, som de gør når vi er ude. Hvad der er bag den røde dør er mit, det er mit hjem, min hule, mit helle og kun her kan jeg trække vejret helt ned i maven. Bag den røde dør er jeg tryg

Da PET overvågede min lejlighed var det anderledes.

Continue Reading

At give et knus hvor et håndtryk er kutyme

Depressionen er flyttet ud igen. Måske kun for en stund, men lige nu er jeg lettet. Da jeg vendte hjem mandag morgen og gik ind af den røde dør, mærkede jeg med det samme, at depressionen havde pakket sine ting og var rejst. Den havde ganske vist efterladt lejligheden i en sådan stand, at der skulle gøres hovedrent. Jeg var den mandag morgen endnu ikke ladet fuldt op og tanken om støvsugning, gulvvask og opvask gjorde mig træt. Men lettelsen over at depressionen var smuttet gav mig nok energi til, at jeg kunne overholde dagens aftaler og derimellen svinge støvsugeren.

Når man i lang tid har vippet på kanten til indlæggelse og i flere tilfælde har haft brug for det, kan det virke mærkeligt, at jeg ikke for længst har truffet beslutningen og takket ja til saftevand ad libitum i akutmodtagelsen og en hospitalsseng at sove i. En indlæggelse for mig betyder, at alting går på standby. Det i sig selv kan der være behov for og jeg har også selv oplevet hvor befriende det kan være, når nogen tager en smule ansvar fra dig og lader alting gå i bero. Som mit liv arter sig i øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det hele skal gå på standby. Jeg har ikke lyst til at trække stikket, også selvom det ville være for en kort periode, fordi jeg ikke ønsker at bremse den fremgang jeg har været i.

Continue Reading