I dag er en glimrende dag, også selvom det regner

I et par dage havde jeg besøg af en uventet gæst. Jeg kom til at åbne den røde dør da det bankede på og før jeg fik chancen for at smække døren, var gæsten flyttet ind og havde fundet sig til rette.

Gæsten har trængt sig på en del gange de sidste par måneder. Jeg kender den alt for godt og den har været på besøg mange gange. Den fylder hele sofaen, holder mig vågen om natten, gør mig træt om dagen, roder og efterlader opvask. Jeg ønsker bestemt ikke at den skal flytte ind og blive min roommate igen og derfor kæmper jeg i disse dage for at få smidt gæsten ud.

Continue Reading

På en dag som i dag

Hvad sker der med mig, mens jeg sover? Hvem er det, der i takt med, at jeg lader op, sidder på sengekanten og suger al energien ud af mig?

Som når man sætter telefonen i opladeren og forventer at den lader op, men efter flere timer og når man står og skal ud af døren, finder ud af at man ikke har fået tændt for kontakten. Sådan føles det. Jeg går i seng med forventingen om at vågne op med en ny mængde energi der skal bære mig igennem dagen, men vågner op efter de anbefaldede 8 timer og opdager, at nogen har trukket stikket ud og efterladt mig med mindre energi end da jeg gik i seng.

Sådan begynder en del af mine dage. Med mindre energi end jeg havde aftenen før. Disse dage starter tungt og på disse dage er jeg afhængig af andres energi. Det i sig selv kan være problematisk, fordi jeg ofte er så flad for energi, at jeg ikke formår at åbne den røde dør og lukke andre ind.

Continue Reading

Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

Continue Reading

Hvem griber mig? For nu falder jeg!

Jeg hænger på kanten, i et par måneder. Jeg siger til mig selv, at jeg har armkræfter nok til at hive mig selv op, og for nu står jeg atter med benene på jorden. Chokket over at have set hvor dyb afgrunden er, sidder stadig i mig og mine ben ryster. Som med et brækket ben skal man lige genfinde balancen. Det har jeg gjort mange gange før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen.

Jeg skal selv kæmpe hårdt for at få fodfæste igen. Ikke fordi der ikke længere er noget net der griber mig, men fordi netmaskerne er større og det er nemmere at falde igennem.

Sådan føles det for mig at skifte behandling. At gå fra én behandler til en anden og have følelsen af at skulle starte helt forfra, et sted jeg ikke har lyst til at være. Et sted jeg må nøjes med, fordi jeg ikke længere kan få det andet.

Continue Reading

Jeg kommer hjem igen i morgen, ikk?

Den 24. juli 2013. Den dag, jeg første gang sad på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg og drak rød saftevand. Når man fortæller sin psykolog, at man ikke længere har lyst til at leve og at man har en detaljeret plan for hvordan man kommer herfra, er det på Bispebjerg man ender.

Den dag i venteværelset, var der alt andet end stille. Airconditioneren virkede ikke optimalt og i et næsten fyldt lokale, hang der en tung stillestående luft. I min hånd havde jeg et hvidt plastikkrus med rød saftevand der på grund af frygten for at kigge op, formåede at fastholde mit blik. Der sad jeg så, 23 år gammel, i selskab med psykisk syge patienter som var de taget ud af en film og gennemlevede de mest skræmmende timer i mit liv. For hvad mon der er bag de låste døre, hvor fører de mig hen og hvad hvis jeg aldrig kommer hjem igen?

Continue Reading