Når jeg står stille bliver jeg stresset

Sidste gang der kom en status fra alle beboerne bag den røde dør, var august 2017.

Grunden er ikke, at det har været et dårligt år, men derimod, at vi sjældent har været hjemme samtidig og det derfor har været svært for mig at at give en opdatering på, hvordan det går os alle fem – Sårbarheden, Skizotypien, Depressionen, Ensomheden og jeg.

Continue Reading

Alle de ting jeg sagtens kan

Det går godt for tiden. Sådan rigtig godt faktisk.

Min kalender er hver dag fyldt til kanten og presser jeg flere aftaler, projekter og gøremål ind, flyder den over. Der er mange ting, og jeg ville da lyve hvis jeg påstod at jeg slet ikke var stresset. Jeg hæfter mig dog ved, at det 90% af tiden er stress på den gode måde og at jeg kun er bukket under for presset og løbet tudende hjem én gang på 3 måneder. Det er stort!

Continue Reading

1-0 til mig!

Dagen før jeg startede i praktik i forbindelse med mit pædagogstudie, skrev jeg et succeskriterie ned på en lap papir. Det følte jeg, at jeg var nødt til fordi jeg stod overfor et kæmpe bjerg jeg skulle bestige og ikke havde den fjerneste idé om, hvor god form jeg var i.

Continue Reading

Den dag sårbarheden tog mig i hånden

Det er 1162 dage siden jeg sidst stod op for at gå på arbejde. Der er gået 1.673.280 minutter siden jeg sidst skulle sætte en alarm, gå i bad, spise morgenmad og gå op til stationen for at tage toget på arbejde. For to uger siden vidste jeg ikke, at det var en rutine jeg havde savnet. Det fandt jeg ud af, den dag hvor sommerferien for alvor sluttede, den dag hvor jeg startede i praktik og skulle møde kl. 8, den dag hvor jeg for første gang i 1162 dage var en del af myldretiden.

Continue Reading