Når PET overvåger ens lejlighed

Bag den røde dør er jeg tryg. Jeg deler sofa med den psykiske sårbarhed og til tider, seng med depressionen. Jeg ved at sårbarheden er min roommate og at depressionen af og til banker på og vil ind. Jeg ved også at ingen af dem betaler husleje og at jeg derfor ikke giver dem lov til at fylde helt så meget hjemme bag den røde dør, som de gør når vi er ude. Hvad der er bag den røde dør er mit, det er mit hjem, min hule, mit helle og kun her kan jeg trække vejret helt ned i maven. Bag den røde dør er jeg tryg

Da PET overvågede min lejlighed var det anderledes.

Continue Reading

Hvem griber mig? For nu falder jeg!

Jeg hænger på kanten, i et par måneder. Jeg siger til mig selv, at jeg har armkræfter nok til at hive mig selv op, og for nu står jeg atter med benene på jorden. Chokket over at have set hvor dyb afgrunden er, sidder stadig i mig og mine ben ryster. Som med et brækket ben skal man lige genfinde balancen. Det har jeg gjort mange gange før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen.

Jeg skal selv kæmpe hårdt for at få fodfæste igen. Ikke fordi der ikke længere er noget net der griber mig, men fordi netmaskerne er større og det er nemmere at falde igennem.

Sådan føles det for mig at skifte behandling. At gå fra én behandler til en anden og have følelsen af at skulle starte helt forfra, et sted jeg ikke har lyst til at være. Et sted jeg må nøjes med, fordi jeg ikke længere kan få det andet.

Continue Reading

Jeg kommer hjem igen i morgen, ikk?

Den 24. juli 2013. Den dag, jeg første gang sad på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg og drak rød saftevand. Når man fortæller sin psykolog, at man ikke længere har lyst til at leve og at man har en detaljeret plan for hvordan man kommer herfra, er det på Bispebjerg man ender.

Den dag i venteværelset, var der alt andet end stille. Airconditioneren virkede ikke optimalt og i et næsten fyldt lokale, hang der en tung stillestående luft. I min hånd havde jeg et hvidt plastikkrus med rød saftevand der på grund af frygten for at kigge op, formåede at fastholde mit blik. Der sad jeg så, 23 år gammel, i selskab med psykisk syge patienter som var de taget ud af en film og gennemlevede de mest skræmmende timer i mit liv. For hvad mon der er bag de låste døre, hvor fører de mig hen og hvad hvis jeg aldrig kommer hjem igen?

Continue Reading