Det blæser en smule heroppe på toppen…

Der er egentlig en ret fin udsigt, heroppe på toppen. En udsigt de fleste mennesker oplever i deres liv og som er nem at tage forgivet. Jeg har tit tænkt over udsigten og hvordan mon mit liv ville se ud fra den vinkel, men jeg har aldrig turde håbe på selv at komme til at opleve den. Håb er ikke det jeg har haft mest af i mit liv.

Continue Reading

Alle de skridt jeg har gået på et år

En kæmpe portion ærlighed har ligget gemt i en lille æske på én af de mange lagerreoler der står side om side inde i mit hoved. På æsken står der “8. juni 2016”.

Den har ligget der i et helt år og for få dage siden fandt jeg den frem og pustede det centimeter tykke lag støv af. I æsken lå en nedfældet beskrivelse af, hvordan det var at være mig for et år siden. En beskrivelse der indeholdt så meget ærlighed at jeg har måtte gemme den væk i en forseglet æske, fordi jeg ikke før nu har kunne rumme det.

Continue Reading

Jeg må være vokset mindst én meter…

…sådan føles det i hvertfald.

I et godt stykke tid har jeg gået rundt med hovedet i skyerne og set verden oppefra. Det er jo ikke sket så mange gange i mit voksne liv, så jeg suger alt det gode ud af de lyserøde skyer og håber det varer lidt tid endnu.

Jeg har de første fire måneder af 2017, haft en mængde energi jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke har haft i 10 år. Jeg ved ikke, hvor den præcis kommer fra.

Continue Reading

Alle de ting jeg sagtens kan

Det går godt for tiden. Sådan rigtig godt faktisk.

Min kalender er hver dag fyldt til kanten og presser jeg flere aftaler, projekter og gøremål ind, flyder den over. Der er mange ting, og jeg ville da lyve hvis jeg påstod at jeg slet ikke var stresset. Jeg hæfter mig dog ved, at det 90% af tiden er stress på den gode måde og at jeg kun er bukket under for presset og løbet tudende hjem én gang på 3 måneder. Det er stort!

Continue Reading

Den der ensomhed vi ikke taler om

Der bor et monster under min seng!

Jeg bliver aldrig siddende alt for længe på sengekanten i frygt for, at det griber fat i mine ankler og trækker mig ind under. Frygten genkender jeg fra dengang der ikke boede noget monster under min seng, men hvor jeg var overbevist om at der gjorde, fordi jeg havde set det med mine egne øjne i en tegnefilm. Den største forskel er at mit monster ikke spiser små børn, men derimod voksne og at det ikke sluger dig i én mundfuld men tager én lille bid ad gangen og gerne gemmer lidt til senere for at trække pinen ud.

Continue Reading