Det blæser en smule heroppe på toppen…

Der er egentlig en ret fin udsigt, heroppe på toppen. En udsigt de fleste mennesker oplever i deres liv og som er nem at tage forgivet. Jeg har tit tænkt over udsigten og hvordan mon mit liv ville se ud fra den vinkel, men jeg har aldrig turde håbe på selv at komme til at opleve den. Håb er ikke det jeg har haft mest af i mit liv.

Continue Reading

Jeg må være vokset mindst én meter…

…sådan føles det i hvertfald.

I et godt stykke tid har jeg gået rundt med hovedet i skyerne og set verden oppefra. Det er jo ikke sket så mange gange i mit voksne liv, så jeg suger alt det gode ud af de lyserøde skyer og håber det varer lidt tid endnu.

Jeg har de første fire måneder af 2017, haft en mængde energi jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke har haft i 10 år. Jeg ved ikke, hvor den præcis kommer fra.

Continue Reading

1-0 til mig!

Dagen før jeg startede i praktik i forbindelse med mit pædagogstudie, skrev jeg et succeskriterie ned på en lap papir. Det følte jeg, at jeg var nødt til fordi jeg stod overfor et kæmpe bjerg jeg skulle bestige og ikke havde den fjerneste idé om, hvor god form jeg var i.

Continue Reading

At give et knus hvor et håndtryk er kutyme

Depressionen er flyttet ud igen. Måske kun for en stund, men lige nu er jeg lettet. Da jeg vendte hjem mandag morgen og gik ind af den røde dør, mærkede jeg med det samme, at depressionen havde pakket sine ting og var rejst. Den havde ganske vist efterladt lejligheden i en sådan stand, at der skulle gøres hovedrent. Jeg var den mandag morgen endnu ikke ladet fuldt op og tanken om støvsugning, gulvvask og opvask gjorde mig træt. Men lettelsen over at depressionen var smuttet gav mig nok energi til, at jeg kunne overholde dagens aftaler og derimellen svinge støvsugeren.

Når man i lang tid har vippet på kanten til indlæggelse og i flere tilfælde har haft brug for det, kan det virke mærkeligt, at jeg ikke for længst har truffet beslutningen og takket ja til saftevand ad libitum i akutmodtagelsen og en hospitalsseng at sove i. En indlæggelse for mig betyder, at alting går på standby. Det i sig selv kan der være behov for og jeg har også selv oplevet hvor befriende det kan være, når nogen tager en smule ansvar fra dig og lader alting gå i bero. Som mit liv arter sig i øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det hele skal gå på standby. Jeg har ikke lyst til at trække stikket, også selvom det ville være for en kort periode, fordi jeg ikke ønsker at bremse den fremgang jeg har været i.

Continue Reading