Det blæser en smule heroppe på toppen…

Der er egentlig en ret fin udsigt, heroppe på toppen. En udsigt de fleste mennesker oplever i deres liv og som er nem at tage forgivet. Jeg har tit tænkt over udsigten og hvordan mon mit liv ville se ud fra den vinkel, men jeg har aldrig turde håbe på selv at komme til at opleve den. Håb er ikke det jeg har haft mest af i mit liv.

Continue Reading

Alle de ting jeg sagtens kan

Det går godt for tiden. Sådan rigtig godt faktisk.

Min kalender er hver dag fyldt til kanten og presser jeg flere aftaler, projekter og gøremål ind, flyder den over. Der er mange ting, og jeg ville da lyve hvis jeg påstod at jeg slet ikke var stresset. Jeg hæfter mig dog ved, at det 90% af tiden er stress på den gode måde og at jeg kun er bukket under for presset og løbet tudende hjem én gang på 3 måneder. Det er stort!

Continue Reading

Vil du med en tur i IKEA?

Jeg tænker du sikkert har prøvet det. At stå på lageret i et IKEA varehus, omringet af meter høje stigereoler med varer pakket i kasser og organiseret efter nummererede pladser. At gå med den lille seddel i hånden, hvor man har noteret et reol- og pladsnummer, og forsøge at finde frem til den vare man skal bruge.

Skalerer man billedet lidt ned, dæmper lyset og måske fjerner halvdelen af reolerne er det som at være inde i mit hoved.

Continue Reading

At krydse de gule prikker…

Flere gange, end jeg kan tælle på to hænder, har jeg stået med fødderne bevidst plantet på de gule prikker på perronkanten. Ikke fordi jeg ventede på et tog og bare ville mærke suset når det kom kørende, men fordi jeg alle gangene har overvejet at flytte fødderne de sidste 75cm og dermed havne nede på skinnerne.

Continue Reading

Jeg kommer hjem igen i morgen, ikk?

Den 24. juli 2013. Den dag, jeg første gang sad på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg og drak rød saftevand. Når man fortæller sin psykolog, at man ikke længere har lyst til at leve og at man har en detaljeret plan for hvordan man kommer herfra, er det på Bispebjerg man ender.

Den dag i venteværelset, var der alt andet end stille. Airconditioneren virkede ikke optimalt og i et næsten fyldt lokale, hang der en tung stillestående luft. I min hånd havde jeg et hvidt plastikkrus med rød saftevand der på grund af frygten for at kigge op, formåede at fastholde mit blik. Der sad jeg så, 23 år gammel, i selskab med psykisk syge patienter som var de taget ud af en film og gennemlevede de mest skræmmende timer i mit liv. For hvad mon der er bag de låste døre, hvor fører de mig hen og hvad hvis jeg aldrig kommer hjem igen?

Continue Reading