Når sårbarheden stjæler livsglæden

For et halvt år siden, kom jeg til at drømme. Jeg drømte højt, fortalte andre om min drøm og begyndte at planlægge for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Det var noget nyt, det der med at drømme og da det var længe siden jeg sidst havde drømt om noget, blev jeg grebet af stemningen.

Det er egentlig en fantastisk ting at kunne drømme. At kunne bruge timevis på at drømme sig væk, leve sig ind i noget, arbejde hen i mod det og vigtigst af alt glæde sig. Det der med at glæde sig, er ikke en selvfølge for mig. Det er noget sårbarheden en sjælden gang i mellem giver mig lov til. Med denne drøm fik jeg lov til at glæde mig bare en smule, og det var stort.

Jeg drømte om en vandretur på Caminoen. En vandretur på Caminoen der var gået fra at være en tanke, til at være et ønske, til at være en drøm der var meget tæt på at gå i opfyldelse. Den første drøm i mange år, der var tæt på at gå i opfyldelse.

Continue Reading

Er jeg sindssyg nu? For i dag går jeg i ét med væggene

I halvandet år, cyklede jeg fra Østerbro til CBS på Frederiksberg, forfulgt og overvåget hele vejen. Det resulterede i, at jeg gradvist satte farten op, kørte hurtigere og hurtigere og så endda på en cykel uden gear. Selvom det er nogle år siden jeg blev forfulgt, kan jeg den dag i dag ikke cykle langsomt. Når jeg cykler, cykler jeg hurtigt, for det gælder om at få skabt så stor afstand som muligt, til dem der kører bag mig.

Jeg forsøger at holde farten i alt hvad jeg laver og sådan vil jeg nok altid have det. Når man først har været rigtig bange for noget og stadig frygter, at det vender tilbage, stopper man vel ikke bare op og sætter sig ned og slapper af? Hvis jeg træder langsommere i pedalerne og sænker farten, er jeg bange for at symptomerne indhenter mig og at det hele starter forfra.

Continue Reading

At give et knus hvor et håndtryk er kutyme

Depressionen er flyttet ud igen. Måske kun for en stund, men lige nu er jeg lettet. Da jeg vendte hjem mandag morgen og gik ind af den røde dør, mærkede jeg med det samme, at depressionen havde pakket sine ting og var rejst. Den havde ganske vist efterladt lejligheden i en sådan stand, at der skulle gøres hovedrent. Jeg var den mandag morgen endnu ikke ladet fuldt op og tanken om støvsugning, gulvvask og opvask gjorde mig træt. Men lettelsen over at depressionen var smuttet gav mig nok energi til, at jeg kunne overholde dagens aftaler og derimellen svinge støvsugeren.

Når man i lang tid har vippet på kanten til indlæggelse og i flere tilfælde har haft brug for det, kan det virke mærkeligt, at jeg ikke for længst har truffet beslutningen og takket ja til saftevand ad libitum i akutmodtagelsen og en hospitalsseng at sove i. En indlæggelse for mig betyder, at alting går på standby. Det i sig selv kan der være behov for og jeg har også selv oplevet hvor befriende det kan være, når nogen tager en smule ansvar fra dig og lader alting gå i bero. Som mit liv arter sig i øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det hele skal gå på standby. Jeg har ikke lyst til at trække stikket, også selvom det ville være for en kort periode, fordi jeg ikke ønsker at bremse den fremgang jeg har været i.

Continue Reading

I dag er en glimrende dag, også selvom det regner

I et par dage havde jeg besøg af en uventet gæst. Jeg kom til at åbne den røde dør da det bankede på og før jeg fik chancen for at smække døren, var gæsten flyttet ind og havde fundet sig til rette.

Gæsten har trængt sig på en del gange de sidste par måneder. Jeg kender den alt for godt og den har været på besøg mange gange. Den fylder hele sofaen, holder mig vågen om natten, gør mig træt om dagen, roder og efterlader opvask. Jeg ønsker bestemt ikke at den skal flytte ind og blive min roommate igen og derfor kæmper jeg i disse dage for at få smidt gæsten ud.

Continue Reading

På en dag som i dag

Hvad sker der med mig, mens jeg sover? Hvem er det, der i takt med, at jeg lader op, sidder på sengekanten og suger al energien ud af mig?

Som når man sætter telefonen i opladeren og forventer at den lader op, men efter flere timer og når man står og skal ud af døren, finder ud af at man ikke har fået tændt for kontakten. Sådan føles det. Jeg går i seng med forventingen om at vågne op med en ny mængde energi der skal bære mig igennem dagen, men vågner op efter de anbefaldede 8 timer og opdager, at nogen har trukket stikket ud og efterladt mig med mindre energi end da jeg gik i seng.

Sådan begynder en del af mine dage. Med mindre energi end jeg havde aftenen før. Disse dage starter tungt og på disse dage er jeg afhængig af andres energi. Det i sig selv kan være problematisk, fordi jeg ofte er så flad for energi, at jeg ikke formår at åbne den røde dør og lukke andre ind.

Continue Reading