Er jeg sindssyg nu? For i dag går jeg i ét med væggene

I halvandet år, cyklede jeg fra Østerbro til CBS på Frederiksberg, forfulgt og overvåget hele vejen. Det resulterede i, at jeg gradvist satte farten op, kørte hurtigere og hurtigere og så endda på en cykel uden gear. Selvom det er nogle år siden jeg blev forfulgt, kan jeg den dag i dag ikke cykle langsomt. Når jeg cykler, cykler jeg hurtigt, for det gælder om at få skabt så stor afstand som muligt, til dem der kører bag mig.

Jeg forsøger at holde farten i alt hvad jeg laver og sådan vil jeg nok altid have det. Når man først har været rigtig bange for noget og stadig frygter, at det vender tilbage, stopper man vel ikke bare op og sætter sig ned og slapper af? Hvis jeg træder langsommere i pedalerne og sænker farten, er jeg bange for at symptomerne indhenter mig og at det hele starter forfra.

Continue Reading

Når PET overvåger ens lejlighed

Bag den røde dør er jeg tryg. Jeg deler sofa med den psykiske sårbarhed og til tider, seng med depressionen. Jeg ved at sårbarheden er min roommate og at depressionen af og til banker på og vil ind. Jeg ved også at ingen af dem betaler husleje og at jeg derfor ikke giver dem lov til at fylde helt så meget hjemme bag den røde dør, som de gør når vi er ude. Hvad der er bag den røde dør er mit, det er mit hjem, min hule, mit helle og kun her kan jeg trække vejret helt ned i maven. Bag den røde dør er jeg tryg

Da PET overvågede min lejlighed var det anderledes.

Continue Reading

At give et knus hvor et håndtryk er kutyme

Depressionen er flyttet ud igen. Måske kun for en stund, men lige nu er jeg lettet. Da jeg vendte hjem mandag morgen og gik ind af den røde dør, mærkede jeg med det samme, at depressionen havde pakket sine ting og var rejst. Den havde ganske vist efterladt lejligheden i en sådan stand, at der skulle gøres hovedrent. Jeg var den mandag morgen endnu ikke ladet fuldt op og tanken om støvsugning, gulvvask og opvask gjorde mig træt. Men lettelsen over at depressionen var smuttet gav mig nok energi til, at jeg kunne overholde dagens aftaler og derimellen svinge støvsugeren.

Når man i lang tid har vippet på kanten til indlæggelse og i flere tilfælde har haft brug for det, kan det virke mærkeligt, at jeg ikke for længst har truffet beslutningen og takket ja til saftevand ad libitum i akutmodtagelsen og en hospitalsseng at sove i. En indlæggelse for mig betyder, at alting går på standby. Det i sig selv kan der være behov for og jeg har også selv oplevet hvor befriende det kan være, når nogen tager en smule ansvar fra dig og lader alting gå i bero. Som mit liv arter sig i øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det hele skal gå på standby. Jeg har ikke lyst til at trække stikket, også selvom det ville være for en kort periode, fordi jeg ikke ønsker at bremse den fremgang jeg har været i.

Continue Reading

I dag er en glimrende dag, også selvom det regner

I et par dage havde jeg besøg af en uventet gæst. Jeg kom til at åbne den røde dør da det bankede på og før jeg fik chancen for at smække døren, var gæsten flyttet ind og havde fundet sig til rette.

Gæsten har trængt sig på en del gange de sidste par måneder. Jeg kender den alt for godt og den har været på besøg mange gange. Den fylder hele sofaen, holder mig vågen om natten, gør mig træt om dagen, roder og efterlader opvask. Jeg ønsker bestemt ikke at den skal flytte ind og blive min roommate igen og derfor kæmper jeg i disse dage for at få smidt gæsten ud.

Continue Reading

Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

Continue Reading