Alle de skridt jeg har gået på et år

En kæmpe portion ærlighed har ligget gemt i en lille æske på én af de mange lagerreoler der står side om side inde i mit hoved. På æsken står der “8. juni 2016”.

Den har ligget der i et helt år og for få dage siden fandt jeg den frem og pustede det centimeter tykke lag støv af. I æsken lå en nedfældet beskrivelse af, hvordan det var at være mig for et år siden. En beskrivelse der indeholdt så meget ærlighed at jeg har måtte gemme den væk i en forseglet æske, fordi jeg ikke før nu har kunne rumme det.

Continue Reading

At krydse de gule prikker…

Flere gange, end jeg kan tælle på to hænder, har jeg stået med fødderne bevidst plantet på de gule prikker på perronkanten. Ikke fordi jeg ventede på et tog og bare ville mærke suset når det kom kørende, men fordi jeg alle gangene har overvejet at flytte fødderne de sidste 75cm og dermed havne nede på skinnerne.

Continue Reading

Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

Continue Reading