Alle de skridt jeg har gået på et år

En kæmpe portion ærlighed har ligget gemt i en lille æske på én af de mange lagerreoler der står side om side inde i mit hoved. På æsken står der “8. juni 2016”.

Den har ligget der i et helt år og for få dage siden fandt jeg den frem og pustede det centimeter tykke lag støv af. I æsken lå en nedfældet beskrivelse af, hvordan det var at være mig for et år siden. En beskrivelse der indeholdt så meget ærlighed at jeg har måtte gemme den væk i en forseglet æske, fordi jeg ikke før nu har kunne rumme det.

Continue Reading

At krydse de gule prikker…

Flere gange, end jeg kan tælle på to hænder, har jeg stået med fødderne bevidst plantet på de gule prikker på perronkanten. Ikke fordi jeg ventede på et tog og bare ville mærke suset når det kom kørende, men fordi jeg alle gangene har overvejet at flytte fødderne de sidste 75cm og dermed havne nede på skinnerne.

Continue Reading

Den der ensomhed vi ikke taler om

Der bor et monster under min seng!

Jeg bliver aldrig siddende alt for længe på sengekanten i frygt for, at det griber fat i mine ankler og trækker mig ind under. Frygten genkender jeg fra dengang der ikke boede noget monster under min seng, men hvor jeg var overbevist om at der gjorde, fordi jeg havde set det med mine egne øjne i en tegnefilm. Den største forskel er at mit monster ikke spiser små børn, men derimod voksne og at det ikke sluger dig i én mundfuld men tager én lille bid ad gangen og gerne gemmer lidt til senere for at trække pinen ud.

Continue Reading

Den dag sårbarheden tog mig i hånden

Det er 1162 dage siden jeg sidst stod op for at gå på arbejde. Der er gået 1.673.280 minutter siden jeg sidst skulle sætte en alarm, gå i bad, spise morgenmad og gå op til stationen for at tage toget på arbejde. For to uger siden vidste jeg ikke, at det var en rutine jeg havde savnet. Det fandt jeg ud af, den dag hvor sommerferien for alvor sluttede, den dag hvor jeg startede i praktik og skulle møde kl. 8, den dag hvor jeg for første gang i 1162 dage var en del af myldretiden.

Continue Reading

Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

Continue Reading