Vi er glade, ikk?

Engang var min dør brun. Det var dengang jeg boede hos mine forældre og isolerede mig på mit værelse på første sal. Dengang fik min psykiske sårbarhed lov til at vokse og hver gang jeg lukkede og låste den brune dør blev sårbarheden større.

Jeg sagde ikke noget til nogen. For hvad siger man, når man er 16 år, går i gymnasiet, har fritidsarbejde, veninder og familie, men inderligt ikke ønsker at leve? Jeg sagde ikke noget til nogen, men tog pænt tøj på, lagde make-up, åbnede den brune dør og tog med til den ugentlige privatfest med alle vennerne.

De tre år på Birkerød Gymnasium var tre gode år. Tre år med en masse gode oplevelser med en masse fantastiske mennesker og tre år, hvor jeg hver dag formåede at gå ud af døren, og smile til verden. Jeg føler ikke, at jeg løj eller spillede skuespil, for jeg var jo oprigtigt glad. Det var kun når jeg befandt mig bag den brune dør, at jeg kunne græde mig selv i søvn og ønske at jeg ikke ville vågne igen.

I løbet af gymnasietiden begyndte sårbarheden langsomt at fylde mere. I takt med, at jeg sad flere og flere timer bag den brune dør, voksede sårbarheden sig større og blev til sidst så stærk, at jeg ikke længere kunne ryste den af mig og lade den blive hjemme.

Da vi nåede den sidste og bedste del af 3.g blev det sværere at deltage i alt det sociale, jeg blev mere nervøs til mine eksaminer og jeg tilbragte flere timer bag den brune dør. Den dag, hvor huen fandt sin vej til mit hoved, fandt jeg det bredeste smil frem og formåede at beholde det på ind til vognturen var ovre. Studentertiden er jo en tid hvor vi alle er glade, ikk?

Fra studenterfesterne og direkte videre ind i den periode af ungdommen hvor det anses for naturligt at være lidt forvirret og ikke helt vide hvad man vil. Jeg fulgte strømmen og gjorde hvad de fleste gjorde. Et sabbatår, et fuldtidsjob, en rejse til Asien og til sidst en ansøgning til Københavns Universitet. Alt sammen for fortsat at føle mig som en del af den glade ungdom, mens det langsomt gik op for mig, at jeg snart ikke kunne holde facaden.

Den dag, jeg første gang skrev “best ways to commit suicide” i søgefeltet på Google, blev jeg bange. Jeg kunne jo ikke tage herfra uden at nogen vidste hvordan jeg havde det, uden at nogen havde fået chancen for at hjælpe og slet ikke uden at jeg selv havde forsøgt at tage kampen op. Den aften havde mine forældre huset fuld af gæster, men som med al sygdom kommer det jo sjældent belejligt og det var altså netop nu jeg kunne få ordene ud af munden: “Mor, jeg ønsker ikke at leve længere”.

Vi kan heldigvis ikke se alt for langt ind i fremtiden, for havde jeg vidst at jeg ville få det endnu værre og at jeg 5 år efter stadig ville kæmpe en brav kamp er det ikke sikkert, at jeg på den januaraften i 2011 ville være gået ind i kampen.

 

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *